Et umage par: Piqué og Puyol

Barca-fans elsker loyale, venlige og gode spillere. Det er tre tillægsord, man kan sætte på Carles Puyol og Gerard Piqué, der faktisk var et umage par.

Nævner man Carles Puyol og Gerard Piqué for Barca-fans, vil man nok kunne ane et lille smil hos de fleste. De to legendariske fodboldspillere, der har spillet på topniveau hele deres liv, var dog ikke “meant to be” som et perfekt makkerpar i de seks år, de fik sammen i FC Barcelona. Her følger historien om Barcas helt egen version af Skønheden og Udyret.

Ovenstående videoklip viser til perfektion forskellen på de to spillere. Dramatikeren Piqué, der bliver ramt af en lighter i en El Clásico på Bernabéu i 2013. Og lederen Puyol, der tager den og kaster den væk, så Piqué kan fokusere på spillet. Et klassisk eksempel på, at Carles Puyol voksede op i de tidligere stadier af Pobla de Segur i det nordlige Cataloien med en konservativ familie, der havde sin hovedværdi i beskedenhed – og Piqué, der er barnebarn til en tidligere direktør i Barca, søn af en læge og advokat samt han er gift med en af verdens største popstjerner. Det er altså ikke helt de samme kår, de to har haft gennem livet.

Men selvom der var store forskelle på dem uden for banen, var der alligevel noget, der fungerede inde på den. Deres kærlighed for fodbold, FC Barcelona og Catalonien samt passion for at vinde. For efter Piqués tid i Manchester United, hvor han både fik erfaringer i Premier League og Champions League, kom han tilbage til Barca som 21-årig i 2008, hvor Puyol var fast mand og anfører for holdet.

LÆS OGSÅ: Kan Bartomeu snyde alle?

Kigger vi tilbage i tiden, var der dog ringe forudsætninger for, at de overhovedet skulle spille sammen i midterforsvaret. Puyol startede nemlig sin fodboldkarriere som målmand. Den drøm måtte han dog kyle til storskrald på grund af nogle problemer med skulderen. Piqué derimod startede ud som midtbanespiller. Men som vi alle ved, holdt det ikke ved, og de fandt dermed begge deres kald i midterforsvaret.

Sammen i sæsonen 2008/09 var de en vigtig duo på Pep Guardiolas treble-vindende hold. Her vandt de både La Liga, Copa del Rey og Champions League. I sidstenævnte turnering slog de Piqués tidligere arbejdsgivere fra Manchester United i finalen i Rom. Den unge Piqué blev oplært af mesteren Puyol, og Puyol fik tæmmet en vild og dramatisk Piqué til den leder, han senere har vist sig at være. For selvom succesen i Barca ikke nåede samme højder i den efterfølgende sæson, vandt de stadig La Liga med rekord mange point – nemlig 99 point. Den rekord er dog senere hen blev slået af både Real Madrid og Barca selv, da de i henholdvis sæsonen 2011/12 og 2012/13 vandt ligaen med 100 point.

Det var dog ikke pointen. Pointen var, at den sæson måske ikke var den bedste for Barca, der også tidligt røg ud af Copa del Rey og Champions League. Til gengæld ledte sæsonen op til et spændende VM, hvor Spanien med de to Barca-spillere i midterforsvaret gik ind som forsvarende Europamestre.

Stor succes på landsholdet

Efter Spaniens succes ved EM 2008 med Carles Puyol og Carlos Marchena som de to centerbacker i Vicente del Bosques startopstilling, var de mere end klar til at tage til VM som favorit til at hive VM-pokalen med hjem til Spanien for første gang i landets historie.

Landstræneren havde dog valgt at starte med Gerard Piqué på banen i midterforsvaret med Puyol til denne turnering. De to holdkammerater fra FC Barcelona skulle altså nu også agere landsholdskammerater på den helt store scene. Forventningerne var store. De havde nogle af tidens allerbedste spillere i startopstillingen. Herunder målmand Iker Casillas, midtbanegeneralerne Xavi og Iniesta samt Jesus Navas og ikke mindst de to ekstremt målfarlige angribere David Villa og Fernando Torres.

Spanien tabte deres første kamp mod Schweiz 1-0, og mange var derfor bange for, at Spaniens “forbandelse” ved VM fortsatte. Piqué var efter kampen ude i medierne og frasige Spanien deres favoritposition.

“Fra nu af kan vi stoppe det nonsens at kalde os favoritter. Vi har selv prøvet at holde det ude af vores tanker, for det er ikke rigtigt. Spanien har aldrig før været i en VM-finale. Vi har rigtig nok en fantastisk trup, men vi er altså ikke favoritter”, sagde Piqué ifølge goal.com.

LÆS OGSÅ: Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Men med to sejre i de næste to kampe mod Honduras og Chile gik de videre til ottendedelsfinalen. Her ventede Portugal. Den kamp vandt de 1-0 på mål af David Villa. Kvartfinalen herefter vandt de ligeledes 1-0 mod Paraguay på mål af selv samme David Villa med kun syv minutter tilbage.

I semifinalen ventede Tyskland, som var dem Spanien slog i EM-finalen to år forinden. Man forventede derfor et tændt tysk landshold, der ville have revanche. Spanien ville det dog anderledes, og efter 73 minutters spil, headede ingen ringere end Carles Puyol bolden i nettet til 1-0, som Spanien også vandt kampen med. Bolden blev sendt indover af Xavi, og den var egentlig på vej mod Piqué, men indimellem poppede Puyol op og var først på den. Det betød en VM-finale, deres første nogensinde, mod Holland, der havde slået Uruguay 3-2 i den anden semifinale.

“Det var et helt unikt øjeblik. Ikke kun på grund af målet, som ellers var yderst vigtigt, men generelt hele kampen. Det var nok vores bedste kamp ved hele det VM mod en meget stærk modstander”, udtalte Puyol tilbage i 2015 til FIFA.com i et interview, hvor han så tilbage på sin landsholdskarriere.

LÆS OGSÅ: Barcas store træner-fadæse: hvad skete der lige?

Finalen endte som vi alle husker det 1-0 til Spanien, efter Iniesta sparkede bolden ind med tre minutter tilbage.

“Det var også et spektakulært øjeblik (at holde VM-trofæet, red.). Det var fantastisk at slutte af som mestrer, og som del af den fantastiske trup. Vi fortjente det virkelig”, fortæller Puyol i interviewet.

Udover de meget flotte resultater og det største og vigtigste trofæ et landshold kan vinde, kunne man også sagtens se, hvilken indflydelse Puyol havde på Piqué. Piqué gik nemlig fra få år forinden ikke at være blandt de første 11, når Sir Alex Ferguson skulle vælge en startopstilling, til at være først på holdkortet under både Guardiola og del Bosque. De to catalanere var bundsolide omme i bagkæden. Spanien var generelt effektive oppe foran og velspillende på midten, men ingen kom i nærheden af deres mål efter det første nederlag.

Tilbage til Barca-succes

I den efterfølgende sæson, 2010/11 var det et Barca-hold, som hele verden kendte til. Der blev spillet noget af det bedste fodbold, som sporten nogensinde havde set. Der var dog dengang mere fokus på hele forsvarskædens sammenhæng end bare Puyol og Piqué i midten. I denne sæson var Puyol dog præget af skader og fik kun 25 kampe på CV’et. Også fordi Mascherano kom på banen og virkelig viste sig fra sin bedste side. Der var dog en kamp, hvor Puyol var tilbage efter at have siddet ude med en skade i en række kampe, hvor Piqué i et interview sagde, at han fortalte Puyol, hvor meget han havde savnet ham. Til det bad Puyol ham bare holde sin kæft og koncentrere sig om kampen. Puyol spillede i den sæson flere kampe på venstreback-positionen, da Eric Abidal på det tidspunkt døjede med helbreddet.

Det var nemlig den 15. marts 2011 at FC Barcelona annoncerede, at Abidal havde en svulst i sin lever. Der blev lavet rigtig flotte og rørende hyldester i de kommende kampe, hvor både Lyon og selveste Real Madrid, foruden Barca, gik på banen før kampstart med trøjer, hvorpå der stod “Ánimo Abidal”, som bedst kan oversættes til engelsk med “get well, Abidal”.

Barca vandt ligaen i den sæson med imponerende 30 sejre, og de lukkede kun 21 mål ind i 38 kampe. Deres tredje mesterskab i træk på det tidspunkt. Gennem de tre sæsoner lukkede de kun 80 mål ind i 114 ligakampe. Og selvom tal ikke fortæller hele historien, så er de helt sikkert et retvisende billede af Puyol og Piqués samarbejde i bagkæden gennem de sæsoner.

LÆS OGSÅ: Bytte bytte købmand: Den klogeste handel i Barças historie?

Deres største triumf i den sæson skete på Wembley, hvor de vandt klubbens andet Champions League-trofæ på kun tre år. Endnu engang over Piqués tidligere klub, Manchester United. På trods af, at Wayne Rooney fik udlignet en enkelt gang i første halvleg, var der ikke de store problemer at håndtere dernede, hvor de var flankeret at Dani Alves og en rask Abidal.

I ovenstående video ser man, hvordan Abidal har fået anførerbåndet af Puyol, hvorefter franskmanden får lov til at løfte Champions League-trofæet med de store ører, efter hans hårde sæson. En lille glimt af, hvilken slags person Puyol også var. Han gjorde en lignende gerning i sæsonen 2012/13, hvor Barca vandt La Liga. Her tog han imod pokalen, men så tog han fat i Abidal og Tito Vilanova, der begge havde været igennem et kræftforløb, så de sammen kunne løfte den foran et jublende og meget rørt Camp Nou.

For lige at runde op på bloggens emne, samspillet mellem Carles Puyol og Gerard Piqué, kan det nævnes, at den efterfølgende sæson kun kunne fejres med et trofæ i Copa del Rey. De to midterforsvarere kunne dog spille sammen lidt oftere, da Puyol ikke fik så mange skader.

LÆS OGSÅ: Bag om: Sådan blev Messi Barca-spiller

Det skulle dog vise sig at være anderledes i Puyols sidste tid i Barca fra 2012-14. Her spillede ham sammenlagt i 25 kampe i alle turneringer og blev nærmest tvunget til at gå på fodboldpension på grund af skader. Herefter tog Piqué over på Puyols lederplads i centerforsvaret. Her fik han lov til at lære en ung og ny Barca-spiller op, nemlig Samuel Umtiti.

Selvom Puyol og Piqué ikke just ligner hinanden uden for banen, kan vi altså nu konstatere, at de inde på banen kunne udrette mirakler i Barca-forsvaret og på landsholdet. Særligt fra 2008 til 2011 bliver deres triumfer sammen aldrig glemt.

Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Lionel-Messi

Ronaldo vs. Messi kører på fuld skrue. Barca havde vundet La Liga og Champions League i sæsonen forinden. FC Barcelona spiller det flotteste fodbold i verden – og Messi er ikke til at stoppe.

Vi skal tilbage til 2011. FC Barcelona lever i ekstase efter at have vundet Champions League og La Liga i sæsonen 10/11. Lionel Messi, David Villa og Pedro banker mål ind på samlebånd i den spanske liga. Den efterfølgende sæson er resultatmæssigt ikke nær så bemærkelsesværdig, da det er Real Madrid, der vinder ligaen med en rekordstor pointhøst på 100 point (ni point ned til Barca på andenpladsen) og 121 scorede mål. Det var samtidig Pep Guardiolas sidste sæson som Barca-træner, og det er næppe den, man husker ham bedst fra i sin Barca-tid. Samtidig var et af historiens største flophandler, Zlatan Ibrahimovic, fortid i klubben efter kun én sæson i Blaugrana-trøjen.

Men det er heller ikke det, som vi skal se på nu. Nej, vi skal kigge på topscoreren fra den sæson med intet mindre end 50 mål i La Liga. Lionel Messi. For det var jo dengang, Messi havde gang i sin store Ballon d’Or-indsamling – nemlig i den periode, hvor han vandt titlen som verdens bedste fodboldspiller fire år i træk.

Vi kan dog lige tage det lidt positive fra den sæson: Barca vandt både Copa del Rey, VM for Klubhold og den Spanske Supercup. Trods det er små trofæer, så er det naturligvis værd at huske.

LÆS OGSÅ: Bag om – Sådan blev Messi Barca-spiller

Men tilbage på sporet: Lionel Messi var verdensklasse. Lige så verdensklasse som vi alle husker ham. Han var forrygende. Som Pep sagde:

”Lad være med at skrive om ham. Lad være med at prøve på at beskrive ham. Bare se ham.”

Messi stod som 24-årig foran at vinde sin tredje Ballon d’Or i træk for den forhenværende sæson, og kun Gud vidste, at han stod over for at vinde den fjerde i træk et år efter. Han havde scoret imponerende 53 mål sæsonen før, hvilket hjalp Barca mod titlen som mestre i La Liga og ikke mindst Champions League efter en flot 3-1 sejr over Manchester United. Et United-hold der ifølge deres egen træner, Sir Alex Ferguson, slet ikke var i nærheden af Messi.

Så det var ganske forventet, at Messi fortsatte sine fantastiske præstationer i den nye sæson. Men ingen. INGEN. Havde regnet med, at han ville være SÅ god. Han chokerede de fleste med det antal mål, ikke kun på grund af, at ingen havde regnet med, at han ville score så mange mål, men også fordi ingen nogensinde havde scoret så mange mål på en sæson før.

Messi startede stille og roligt ud med at score tre mål mod Real Madrid i den Spanske Supercup-finale, hvor Barca vandt 5-4 over to kampe. Rekorderne faldt på række. Messi blev Barcas mest scorende spiller gennem tiderne, og samtidig blev han den første til at score fem mål i bare én kamp i Champions League, da Barca vandt intet mindre end 7-1 over Bayer Leverkusen. Og senere i oktober-måned scorede han klubbens hurtigste hattrick nogensinde på kun 17 minutter mod Mallorca. I slutningen af december havde Lionel Messi scoret mål i seks forskellige turneringer, inklusiv to mål i VM for klubhold-finalen mod Santos. Og han hev klubrekorden for at score i flest kampe i træk (10) og for at score i flest udekampe i træk (7) ind i sin rekordbog.

LÆS OGSÅ: Nyd Braithwaite, had ledelsen

Han scorede ni hattricks i alt mod hold som Valencia, Atlético Madrid og ærkerivalerne Espanyol. Han var involveret i syv mål (tre mål, fire assists) over seks kampe mod Real Madrid og involveret i fem mål (to mål, tre assists) over fire kamp mod AC Milan i Champions League.

Han endte altså med at score 73 mål på en enkelt sæson – seks mål mere end Gerd Müller, der tidligere holdt rekorden for flest mål scoret på én sæson med 67 mål, som han præsterede at lave helt tilbage sæsonen 72/73.

Hans 50 mål i La Liga var det højeste antal mål nogensinde scoret over én sæson i hele Europa og var samtidig med til at give ham hans anden gyldne støvle – ud af de seks, han har nu. Han blev også den yngste spiller til at nå 50 mål i Champions League, og samtidig satte han rekord i turneringen med sine 14 scoringer i den sæson.

Da den sæson var slut tager vi den dog lige til slutningen af året. Det var nemlig i 2012, at Messi scorede imponerende 93(!!!) mål på ét år.

OPTAKT | FC Barcelona – Villarreal CF

FCBCDK giver dig her en optakt til tirsdagens ligaopgør mellem Barca og Villarreal med en gennemgående analyse af dagens modstander fra livslang Villarreal-fan Patrick Hoff Sonne.


Skrevet af: Magnus Monrad-Alexandersen og Patrick Hoff Sonne


FC Barcelona:

Kan det blive meget værre? Forhåbentlig.

Vi har spillet fem kampe indtil videre i denne nystartede sæson i La Liga, og vi har samlet spillet flot fodbold i cirka to halvlege. Ikke just imponerende for så stort et hold som FC Barcelona. Naturligvis spiller Messis fravær meget ind, men med det spillerpotentiale vi ellers har samt en spændende Ansu Fati og Carles Perez i offensiven, mens Suárez og Dembélé også har siddet over med skader, så burde vi have præsteret meget bedre. Hvem kan skylden skydes på? Valverde. Helt sikkert. Der er snart ikke andre end Bartomeu på trænerens side. Det forlyder sig i medierne, at Valverde har tabt en del af omklædningsrummet, og Messi skulle angiveligt have været meget bestemt i sin snak til sine holdkammerater allerede i spillertunnellen efter nederlaget til Granada. Ikke engang Messis magi og energi kunne sætte gang i holdet, og så er der altså virkelig noget galt.

LÆS OGSÅ: Spillerprofil: Junior Firpo

Resultaterne har på en måde heldigvis været efter præstationerne. Selvfølgelig er det fedt at vinde, selvom man ikke leverer sin bedste præstation, noget som et hold som Barca burde gøre. Men skal man finde noget positivt omkring det, kunne man se sådan på det, at nu er vi bare et nederlag og en dårlig præstation tættere på den trænerfyring, som snart alle bare venter på sker. Så om jeg helst vil have en sejr eller en trænerfyring, så må jeg sgu nok vælge, at jeg helst vil se en fyring af Valverde, så der kan komme styr på truppen og spillet for resten af sæsonen. Taber Barca til Villarreal må der også snart komme flere lyde ud fra klubben om, at flere og flere ønsker træneren fyret og endda må medierne snart melde sig ind i kampen. Det kan næppe passe, at medierne rundt omkring i verden bare lader Valverde være. Ikke efter det, som holdet har formået at præstere indtil videre.

Der er altså en smule krise i Barca for tiden. De præsenterede endnu et rekord regnskab for nyligt og har stadig store planer omkring de sportslige rammer med Camp Nou og nedrivningen af Miniestadi. Men derudover er der ikke meget at råbe hurra for, når man følger førsteholdet.

Heldigvis har vi en rigtig god historik mod Villarreal, som vi ikke har tabt til i over et årti. Samtidig er Messi for alvor tilbage og ser ud til snart at kunne spille fuld tid, og Dembélé har også fået grønt lys af klublægerne til at spille. Så der er en masse fine forudsætninger for, at vi måske kan hive en sejr hjem. Det bliver dog uden Alba på venstrebacken, hvorfor jeg også nedenunder her har skrevet Junior Firpo ind i min formodede startopstilling.

LÆS OGSÅ: Spillerprofil: Norberto Murara Neto

Barcas trup til kampen: Ter Stegen, Neto – Semedo, Piqué, Firpo, Lenglet, Todibo – Busquets, Roberto, Arthur, Aleñá, Vidal, de Jong – Messi, Fati, Suárez, Griezmann, Dembélé

Bud på startopstilling: Ter Stegen – Semedo, Piqué, Lenglet, Firpo – Busquets, Arthur, de Jong – Messi, Suárez, Griezmann

Bud på resultatet: Det er svært at komme med et helt kvalificeret bud efter vores præstationer på det seneste, men jeg er glad for at se de udtagede spillere og tror på en sejr der kunne blive 3-1 til os.

Villarreal CF:

Status i Ubåden efter fem runder

La Liga-sæsonen 2019-20 er for længst gået i gang, og jeg må sige, at vi tilskuere i den grad er blevet underholdt med flotte mål, kontroversielle ting på og uden for banen, krisestemning i flere klubber og ikke mindst nogle intense og underholdende kampe.

For Villarreals vedkommende har det været en pose blandede bolsjer, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan ikke sige, at jeg er utilfreds med at stå med otte point efter fem kampe – dét snit skulle jo gerne give tæt på 60 point i sidste ende. Mit fokus har dog ligget, og ligger fortsat, langt fra top seks-placeringerne. Om jeg synes, at truppen har kvalitet nok til det, ja absolut! Men med sidste sæson in-mente er jeg mentalt forberedt på lidt af hvert. Både af de sure og de søde bolsjer, om man vil.

Hvis jeg starter med at forholde med til selve spillet på banen, er det mere positivt end forventet. Jeg var godt bekymret efter at have smidt en tomålsføring hjemme i sæsondebuten mod Granada og efter det uheldige nederlag til Levante i den efterfølgende kamp. Det var altså seks point, som absolut var inde for rækkevidde, men som i sidste ende forvandlede sig til ét sølle point. Bestemt ikke tilfredsstillende, og man kunne nu kun grue for, hvad der ville komme til at ske derfra.

LÆS OGSÅ: BLOG: ’Cirkus Valverde’ fortsætter

En deler hjemme mod Real Madrid og to ”pligtsejre” over Leganés og Valladolid. Ja, så er det heller ikke vildere… Men spillet på banen har faktisk overrasket mig positivt. Naturligvis er jeg lykkelig på Gerard Morenos vegne, der med fem mål i fem kampe fører topscorerlisten sammen med Karim Benzema. Han har virkelig løftet sit elendige niveau fra sidste sæson, og har været én af de bærende spillere i denne sæsons indledende fase. Det samme har Santi Cazorla, tometermanden Iborra og tilbagevendte Moi Gómez, som alle har leveret en rigtig fin start, og jeg synes egentlig, at der er tegninger til noget spændende i denne sæson. Jeg har forud for sæsonen udråbt Villarreal til en 7.-8. plads i år. Indtil videre har jeg ikke grund til at skulle tro andet, om end jeg håber, at det kan blive til europæisk fodbold næste år – det mener jeg bestemt, at vi har holdet til.

Hvis jeg hæver mig lidt fra jorden og forsøger at betragte Villarreals nuværende situation i et fuglenært perspektiv, så er det hele faktisk lidt uvant i øjeblikket. Det er kun tredje sæson i de seneste 15 år, at Villarreal ikke deltager i europæisk fodbold. På trods af dette, har Villarreal det sjettestørste spillerbudget i La Liga og en solid trup på 24 mand. Samtidig har de fortsat én af de bedste ungsomsafdelinger i Spanien (hvis ikke den bedste), hvilket også afspejler andetholdets flerårige dominans i landets tredjebedste fodboldrække – i hvert fald når vi kigger i bunken af La Liga B-hold.

Kaptajn Bruno er eftersigende på vej tilbage, og det spås, at han allerede kan være i spil til en kamp inden jul. Dette er en begivenhed, som mange fra Villarreal med ængstelig spænding ser frem til. Ud over at Brunos fravær irriterer mig, så var jeg ikke synderligt begejstret for sammensætningen af Villarreals trup forud for sæsonen. Ikke så meget på grund af kvaliteten på holdet, men mere på grund af, at man overbooker visse positioner, mens man ser bort fra andre. Vi har for første gang i meget langt tid kun tre midterforsvarer, hvoraf den ene er Raúl Albiol, som ved Gud har set sine yngre dage. Her syntes jeg, og synes måske stadigvæk, at vi mangler noget backup. Samtidig har vi tre meget talentfulde midtbanespillere i Leo Suárez, Manu Morlanes og Santi Cáseres rendende rundt langt fra holdudtagelser og spilletid. Dét er ærgerligt, synes jeg!

LÆS OGSÅ: Spillerprofil: Frenkie de Jong

Barcelona – Villarreals værste fjende

Jeg plejer at sige forud for et møde med Barcelona på Camp Nou, at spørgsmålet ikke er ”om vi taber”, men ”hvor meget taber vi med”. Og jeg har da også statistikkerne på min side. Og det er sådan set ligegyldigt om det hedder hjemme- eller udebane. Faktum er, at Villarreal ikke har vundet en fodboldkamp over Barcelona i 11,5 år. Siden er det blevet til 6 uafgjorte og 16 nederlag, hvilket er den største negative rekord Villarreal holder mod noget hold.

Og ja – de af jer, hvis hjerne endnu er intakt, ville så vide, at det var Jon Dahl Tomasson, der sidste gang sænkede Barcelona for Villarreal – og så endda på Camp Nou. Lad os bare være ærlige – vi har, som så mange andre, generelt svært ved Barcelona. Og især på Camp Nou. Der har da været nogle små overraskelser ind imellem. Blandt andet en 3-3 kamp, hvor Barcelona med en sejr på hjemmebane kunne sikre sig mesterskabet. Men der ér altså langt mellem snapsene og de gode præstationer.

Jeg går da heller ikke just og glæder mig. Det gør jeg faktisk sjældent, når vi skal på Camp Nou, eftersom jeg ved, hvordan det ofte ender. Selvom Barcelona er inde i en svær periode, og vakler lidt på udebane, så er de solide på hjemmebane, og jeg spår ikke Villarreal mange chancer. Messi er jo også klar igen, så mon ikke der skal genrejses noget gejst, og hvilken bedre måde at gøre det på end at smadre Villarreal hjemme på en lun septemberaften.

Hvis Villarreal overhovedet nærmer sig point, og især hvis det på overraskende vis skulle blive til en sejr, så kan vi vist også godt vinke farvel til Ernesto Valverde som Barcelona-træner, som jeg ser det. Faktisk kan jeg godt være lidt i tvivl om, hvad Barcelonas fans egentlig helst ønsker: En sejr og tre point eller et nederlag og en fyring? Hvorom alting er, så er den nuværende situation for Barcelona måske det eneste lysglimt af håb om point for Den Gule Ubåd.

LÆS OGSÅ: Sæsonoptakt | Barca vil vinde ligaen igen

Bud på start-11 og resultatet:

Der bør ikke være så mange overraskelser i truppen fra sidste gang. Iborra tog sig lidt til låret og lod sig udskifte i lørdagens kamp mod Valladolid, men indtil videre har der ikke være forlydninger om, at han ikke skulle være klar til at spille.

Jeg tror egentlig, at Calleja kommer til at holde fast i det hold og koncept, som har præget de fem første kampe. Jeg tror maks, at vi kommer til at se to ændringer i forhold til seneste opgør. Mit bud er: Asenjo: Mario, Albiol, Pau, Quintillà; Iborra, Anguissa; Chukwueze, Cazorla, Moi Gómez; Gerard.

I forhold til kampens resultat, så tror jeg først og fremmest, at vi får et målrigt opgør. Pt. er Villarreal og Barcelona de to hold, der har scoret flest mål (12). Barcelona er tilsvarende det hold, der har lukket flest ind (9), skarpt efterfulgt af Villarreal (8). Så de søde drømme om en taktisk og solid 1-0 sejr, tror jeg godt, at begge hold kan pakke væk. Det er helt sikkert en kamp, som selv neutrale øjne vil kunne få glæde af. Jeg tror, at Barcelona vinder komfortabelt, men med lidt udfordringer undervejs, 4-2.

Hurtige fakta:

Stadion: Camp Nou
Tidspunkt: 21:00
TV: Strive Sports