Fire ting du ikke vidste om Piqué

Gerard-Pique

Piqué har som ung været igennem lidt af hvert. Han har både stjålet, han døde næsten på et tidspunkt i sin barndom og så ringede hans telefon engang i omklædningsrummet.

Gennem de sidste 12 år har 33-årige Gerard Piqué været selvskrevet til at indgå i startopstillingen for FC Barcelona. Så der er en stor chance for, at du kender ham ret godt, da han er en af klubbens største stjerner. Men her er fire ting, som du (måske) ikke vidste om ham:

1: Dengang han næsten døde

Mange af verdens bedste fodboldspillere startede tidligt i deres liv med at spille fodbold. Udfaldet er ikke anderledes med Piqué. Han begyndte allerede at sparke til bolden, så snart han kunne gå. Faktisk spillede han så meget, at det nær tog livet af ham.

En dag tilbage i 1988, hvor han kun har været omkring et år gammel, spillede han med en bold ude på sine bedsteforældres terrasse. Han var på ferie hos dem, og fordi deres hus var i gang med at blive renoveret, var der kun et halvt hegn og ikke nogen væg forenden af den terrasse, hvor lille Piqué løb rundt med sin fodbold.

LÆS OGSÅ: Et umage par: Piqué og Puyol

Til bedsteforældrenes store forskrækkelse, faldt Piqué udover terrassen i jagten på bolden, som var på vej i samme retning, hvilket gjorde, at han faldt et par meter ned. De skyndte sig ned til det nærmeste hospital, men de var ikke i stand til at håndtere et barn med en hovedskade. Så han blev hurtigt sendt videre til det hospital, hvor hans mor arbejdede på det tidspunkt.

Her lå han i koma i et par timer, inden han kom til sig selv og senere blev helt rask igen.

2: Han var en ballademager som ung

Da Piqué var ung og spillede på La Masia var en af hans bedste venner Cesc Fabregas. De to var dog mere partners in crime. For i deres fritid løb de rundt i byen og stjal det dæksel på bilen, der dækker for benzintanken på parkerede biler. Det indrømmede de begge engang i en TV-dokumentar.

Der var én gang, hvor de var tæt på at blive fanget. En mand sad på en restaurant og spiste, og da han så de to drenge være ved at stjæle benzindækslet på hans bil, råbte han ud efter dem og satte i løb. Men små og charmerende som de var, slap de godt fra det i sidste ende.

3: Hævnen er sød

Igen under Piqués tid på La Masia, var førsteholdstræneren hollandske Louis van Gaal. En aften var han til middag hos Piqués familie, da hans bedstefar jo var en af direktørerne i klubben. Her blev træneren fortalt, at Piqué var i Barcas system, La Masia, der skulle fodre førsteholdet med nye kræfter. Herefter klagede den hollandske træner over hvor tynd Piqué var og skubbede ham i stuegulvet.

Forfatteren til bogen ”Barça: The Making of the Greatest Team in the World” Graham Hunter fortæller om dette I bogen og nævner, at Piqué helt sikkert har haft det i tankerne, når han med Barca og Spanien har mødt og vundet over Bayern München og det hollandske landshold gennem tiden med van Gaal i spidsen for dem.

”Tro ikke engang i ét sekund, at Piqué ikke har haft den situation i tankerne, for det havde han”, skriver forfatteren i bogen.

4: Dengang han næsten sked i bukserne

Dengang Piqué spillede i Manchester United, var han på en fireårig lang kontrakt, og han var ung og ikke just førstevalg. På et tidspunkt sidder han i omklædningsrummet før en kamp. Rundt om ham sidder spillere som Ruud van Nistelrooy, Ryan Giggs og Rio Ferdinand.

Lige ved siden af ham sidder legenden Roy Keane. De sidder og venter på Sir Alex Ferguson, og de sidder så tæt og i så småt et omklædningsrum, at deres ben næsten rør hinanden. Piqué er ved at skide grønne grise af bare nervøsitet.

Lige pludselig lyder der en brummen i omklædningsrummet midt i taktik-snakken. Piqués sidemakker går helt amok. Hans øjne flakker rundt i hele rummet og han råber flere gange ”HVIS TELEFON ER DET?!”, men ingen svarer. Piqué har på det tidspunkt indset, at det er hans mobil, der vibrerer i sin lomme på de bukser, der ligger godt gemt nede i hans taske, der hænger bag de to spillere.

LÆS OGSÅ: Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Da det ligner at Roy Keane skal til at eksplodere, får Piqué fremstammet, at det var hans telefon, og at han var meget ked af det.

”Roy gik helt amok foran alle, det var sindssygt. Jeg sked næsten i bukserne”, sagde Piqué i en artikel til The Player’s Tribune.

Et umage par: Piqué og Puyol

Barca-fans elsker loyale, venlige og gode spillere. Det er tre tillægsord, man kan sætte på Carles Puyol og Gerard Piqué, der faktisk var et umage par.

Nævner man Carles Puyol og Gerard Piqué for Barca-fans, vil man nok kunne ane et lille smil hos de fleste. De to legendariske fodboldspillere, der har spillet på topniveau hele deres liv, var dog ikke “meant to be” som et perfekt makkerpar i de seks år, de fik sammen i FC Barcelona. Her følger historien om Barcas helt egen version af Skønheden og Udyret.

Ovenstående videoklip viser til perfektion forskellen på de to spillere. Dramatikeren Piqué, der bliver ramt af en lighter i en El Clásico på Bernabéu i 2013. Og lederen Puyol, der tager den og kaster den væk, så Piqué kan fokusere på spillet. Et klassisk eksempel på, at Carles Puyol voksede op i de tidligere stadier af Pobla de Segur i det nordlige Cataloien med en konservativ familie, der havde sin hovedværdi i beskedenhed – og Piqué, der er barnebarn til en tidligere direktør i Barca, søn af en læge og advokat samt han er gift med en af verdens største popstjerner. Det er altså ikke helt de samme kår, de to har haft gennem livet.

Men selvom der var store forskelle på dem uden for banen, var der alligevel noget, der fungerede inde på den. Deres kærlighed for fodbold, FC Barcelona og Catalonien samt passion for at vinde. For efter Piqués tid i Manchester United, hvor han både fik erfaringer i Premier League og Champions League, kom han tilbage til Barca som 21-årig i 2008, hvor Puyol var fast mand og anfører for holdet.

LÆS OGSÅ: Kan Bartomeu snyde alle?

Kigger vi tilbage i tiden, var der dog ringe forudsætninger for, at de overhovedet skulle spille sammen i midterforsvaret. Puyol startede nemlig sin fodboldkarriere som målmand. Den drøm måtte han dog kyle til storskrald på grund af nogle problemer med skulderen. Piqué derimod startede ud som midtbanespiller. Men som vi alle ved, holdt det ikke ved, og de fandt dermed begge deres kald i midterforsvaret.

Sammen i sæsonen 2008/09 var de en vigtig duo på Pep Guardiolas treble-vindende hold. Her vandt de både La Liga, Copa del Rey og Champions League. I sidstenævnte turnering slog de Piqués tidligere arbejdsgivere fra Manchester United i finalen i Rom. Den unge Piqué blev oplært af mesteren Puyol, og Puyol fik tæmmet en vild og dramatisk Piqué til den leder, han senere har vist sig at være. For selvom succesen i Barca ikke nåede samme højder i den efterfølgende sæson, vandt de stadig La Liga med rekord mange point – nemlig 99 point. Den rekord er dog senere hen blev slået af både Real Madrid og Barca selv, da de i henholdvis sæsonen 2011/12 og 2012/13 vandt ligaen med 100 point.

Det var dog ikke pointen. Pointen var, at den sæson måske ikke var den bedste for Barca, der også tidligt røg ud af Copa del Rey og Champions League. Til gengæld ledte sæsonen op til et spændende VM, hvor Spanien med de to Barca-spillere i midterforsvaret gik ind som forsvarende Europamestre.

Stor succes på landsholdet

Efter Spaniens succes ved EM 2008 med Carles Puyol og Carlos Marchena som de to centerbacker i Vicente del Bosques startopstilling, var de mere end klar til at tage til VM som favorit til at hive VM-pokalen med hjem til Spanien for første gang i landets historie.

Landstræneren havde dog valgt at starte med Gerard Piqué på banen i midterforsvaret med Puyol til denne turnering. De to holdkammerater fra FC Barcelona skulle altså nu også agere landsholdskammerater på den helt store scene. Forventningerne var store. De havde nogle af tidens allerbedste spillere i startopstillingen. Herunder målmand Iker Casillas, midtbanegeneralerne Xavi og Iniesta samt Jesus Navas og ikke mindst de to ekstremt målfarlige angribere David Villa og Fernando Torres.

Spanien tabte deres første kamp mod Schweiz 1-0, og mange var derfor bange for, at Spaniens “forbandelse” ved VM fortsatte. Piqué var efter kampen ude i medierne og frasige Spanien deres favoritposition.

“Fra nu af kan vi stoppe det nonsens at kalde os favoritter. Vi har selv prøvet at holde det ude af vores tanker, for det er ikke rigtigt. Spanien har aldrig før været i en VM-finale. Vi har rigtig nok en fantastisk trup, men vi er altså ikke favoritter”, sagde Piqué ifølge goal.com.

LÆS OGSÅ: Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Men med to sejre i de næste to kampe mod Honduras og Chile gik de videre til ottendedelsfinalen. Her ventede Portugal. Den kamp vandt de 1-0 på mål af David Villa. Kvartfinalen herefter vandt de ligeledes 1-0 mod Paraguay på mål af selv samme David Villa med kun syv minutter tilbage.

I semifinalen ventede Tyskland, som var dem Spanien slog i EM-finalen to år forinden. Man forventede derfor et tændt tysk landshold, der ville have revanche. Spanien ville det dog anderledes, og efter 73 minutters spil, headede ingen ringere end Carles Puyol bolden i nettet til 1-0, som Spanien også vandt kampen med. Bolden blev sendt indover af Xavi, og den var egentlig på vej mod Piqué, men indimellem poppede Puyol op og var først på den. Det betød en VM-finale, deres første nogensinde, mod Holland, der havde slået Uruguay 3-2 i den anden semifinale.

“Det var et helt unikt øjeblik. Ikke kun på grund af målet, som ellers var yderst vigtigt, men generelt hele kampen. Det var nok vores bedste kamp ved hele det VM mod en meget stærk modstander”, udtalte Puyol tilbage i 2015 til FIFA.com i et interview, hvor han så tilbage på sin landsholdskarriere.

LÆS OGSÅ: Barcas store træner-fadæse: hvad skete der lige?

Finalen endte som vi alle husker det 1-0 til Spanien, efter Iniesta sparkede bolden ind med tre minutter tilbage.

“Det var også et spektakulært øjeblik (at holde VM-trofæet, red.). Det var fantastisk at slutte af som mestrer, og som del af den fantastiske trup. Vi fortjente det virkelig”, fortæller Puyol i interviewet.

Udover de meget flotte resultater og det største og vigtigste trofæ et landshold kan vinde, kunne man også sagtens se, hvilken indflydelse Puyol havde på Piqué. Piqué gik nemlig fra få år forinden ikke at være blandt de første 11, når Sir Alex Ferguson skulle vælge en startopstilling, til at være først på holdkortet under både Guardiola og del Bosque. De to catalanere var bundsolide omme i bagkæden. Spanien var generelt effektive oppe foran og velspillende på midten, men ingen kom i nærheden af deres mål efter det første nederlag.

Tilbage til Barca-succes

I den efterfølgende sæson, 2010/11 var det et Barca-hold, som hele verden kendte til. Der blev spillet noget af det bedste fodbold, som sporten nogensinde havde set. Der var dog dengang mere fokus på hele forsvarskædens sammenhæng end bare Puyol og Piqué i midten. I denne sæson var Puyol dog præget af skader og fik kun 25 kampe på CV’et. Også fordi Mascherano kom på banen og virkelig viste sig fra sin bedste side. Der var dog en kamp, hvor Puyol var tilbage efter at have siddet ude med en skade i en række kampe, hvor Piqué i et interview sagde, at han fortalte Puyol, hvor meget han havde savnet ham. Til det bad Puyol ham bare holde sin kæft og koncentrere sig om kampen. Puyol spillede i den sæson flere kampe på venstreback-positionen, da Eric Abidal på det tidspunkt døjede med helbreddet.

Det var nemlig den 15. marts 2011 at FC Barcelona annoncerede, at Abidal havde en svulst i sin lever. Der blev lavet rigtig flotte og rørende hyldester i de kommende kampe, hvor både Lyon og selveste Real Madrid, foruden Barca, gik på banen før kampstart med trøjer, hvorpå der stod “Ánimo Abidal”, som bedst kan oversættes til engelsk med “get well, Abidal”.

Barca vandt ligaen i den sæson med imponerende 30 sejre, og de lukkede kun 21 mål ind i 38 kampe. Deres tredje mesterskab i træk på det tidspunkt. Gennem de tre sæsoner lukkede de kun 80 mål ind i 114 ligakampe. Og selvom tal ikke fortæller hele historien, så er de helt sikkert et retvisende billede af Puyol og Piqués samarbejde i bagkæden gennem de sæsoner.

LÆS OGSÅ: Bytte bytte købmand: Den klogeste handel i Barças historie?

Deres største triumf i den sæson skete på Wembley, hvor de vandt klubbens andet Champions League-trofæ på kun tre år. Endnu engang over Piqués tidligere klub, Manchester United. På trods af, at Wayne Rooney fik udlignet en enkelt gang i første halvleg, var der ikke de store problemer at håndtere dernede, hvor de var flankeret at Dani Alves og en rask Abidal.

I ovenstående video ser man, hvordan Abidal har fået anførerbåndet af Puyol, hvorefter franskmanden får lov til at løfte Champions League-trofæet med de store ører, efter hans hårde sæson. En lille glimt af, hvilken slags person Puyol også var. Han gjorde en lignende gerning i sæsonen 2012/13, hvor Barca vandt La Liga. Her tog han imod pokalen, men så tog han fat i Abidal og Tito Vilanova, der begge havde været igennem et kræftforløb, så de sammen kunne løfte den foran et jublende og meget rørt Camp Nou.

For lige at runde op på bloggens emne, samspillet mellem Carles Puyol og Gerard Piqué, kan det nævnes, at den efterfølgende sæson kun kunne fejres med et trofæ i Copa del Rey. De to midterforsvarere kunne dog spille sammen lidt oftere, da Puyol ikke fik så mange skader.

LÆS OGSÅ: Bag om: Sådan blev Messi Barca-spiller

Det skulle dog vise sig at være anderledes i Puyols sidste tid i Barca fra 2012-14. Her spillede ham sammenlagt i 25 kampe i alle turneringer og blev nærmest tvunget til at gå på fodboldpension på grund af skader. Herefter tog Piqué over på Puyols lederplads i centerforsvaret. Her fik han lov til at lære en ung og ny Barca-spiller op, nemlig Samuel Umtiti.

Selvom Puyol og Piqué ikke just ligner hinanden uden for banen, kan vi altså nu konstatere, at de inde på banen kunne udrette mirakler i Barca-forsvaret og på landsholdet. Særligt fra 2008 til 2011 bliver deres triumfer sammen aldrig glemt.

Den betydningsløse rivalisering – eller hvad?

Julie-SRP
Artiklens forfatter Julie har selv produceret dette billede til forsiden af hendes SRP om emnet i artiklen.

Skribent Julie Vestphael har netop indleveret sin SRP på sit sidste gymnasieår. Opgaven omhandlede det politiske aspekt i rivaliseringen mellem FC Barcelona og Real Madrid – en opgave hun i brede strøg har omskrevet til en artikel, som her bliver udgivet på vores side. Så nyd at blive klogere på dette emne, hvis det ikke lige er noget, du allerede har styr på:

Fodbold i Spanien er mere end bare fodbold. Det politiske aspekt fylder mere, end hvad vi tilhængere kan tænke os til. Rivaliseringen mellem alle Culés fra FC Barcelona og madridisterne fra Real Madrid har stået på lige så længe man kan huske. Uden FC Barcelona ville Real Madrid være ingenting og omvendt. I denne artikel dykker vi ned i det politiske aspekt, der er imellem klubberne: Hvordan kommer det politiske til udtryk? Er det kun tilhængerne, der bidrager til det? Eller har selve klubberne også en af hovedrollerne i denne politiske kamp?

Mere end bare et slogan og klubnavn

En af de første ting, der har en større mening med sig end hvad man regner med, er selve FC Barcelonas slogan ”Mes que un club”. Vi ved alle sammen, hvad det betyder: ”mere end bare en klub”. Dette er et slogan, der igennem de senere år har fået en dybere og dybere betydning. I FC Barcelona handler det netop ikke kun om fodbold. FC Barcelona repræsenterer Catalonien, og de er ikke bange for at vise deres støtte til den catalanske selvstændighedskamp. Mandag den 2. oktober 2017 holdt FC Barcelonas præsident Josep Maria Bartomeu en tale, hvor han tog afstand til de voldelige episoder, der skete i forbindelse med den ulovlige løsrivelsesafstemning, der foregik i Catalonien. Her viste han forståelse og medfølelse for catalonierne og udtalte blandt andet følgende: “Always siding with the majority of Catalan people”.

LÆS OGSÅ: Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Under denne tale fortalte han også, at FC Barcelona ville strejke sammen med resten af det catalanske folk. Dette er tydelige eksempler på, at FC Barcelona og Catalonien går hånd i hånd som en fælles nation. FC Barcelona er en del af det catalanske folk.

På samme måde er Real Madrid en del af det folk, der tilhører centralmagten i Madrid. De har altid været kendt som kongeklubben. Helt tilbage til Francos tid var de et symbol på centralmagten. Real betyder ”royal”, så hvorfor ikke kalde dem kongeklubben? De symboliserer et samlet Spanien, hvilket tydeligt kommer til udtryk, når deres fans stadig synger: ”Que Viva España” (”længe leve Spanien”). Francos daværende udenrigsminister Fernando María Castiella er citeret for at sige: ”Real Madrid er en form for sportmanship. Det er den bedste ambassade, vi nogensinde har haft”. Endnu en gang et klart eksempel på, at de to klubber står for mere end bare en fodboldklub.

”Selvstændighed! Selvstændighed!”

Tilhængerne af de to hold har i den grad været med til at gøre fodboldkampene politiske. FC Barcelonas tilhængere synger til mange af deres hjemmekampe: ”Selvstændighed! Selvstændighed!” efter 17 minutter og 14 sekunder. Dette er en symbolsk handling, der skal minde catalonierne om den 11. september 1714, hvor Spanien belejrede Barcelona. FC Barcelonas fans har kæmpet/kæmper en politisk kamp igennem fodbolden, og det har de gjort i mange år. Den catalanske sociolog Luis Flaquer fortæller, at man kunne ikke råbe ”Franco din morder” på gaderne, så folk råbte det efter spillerne fra Real Madrid i stedet for.

Selv under en kamp mod Las Palmas, hvor der ingen tilskuer var, kunne man ikke undgå, at ordet demokrati dukkede op. To medarbejdere fra FC Barcelona gik rundt med et skilt, hvor der stod ”demokrati” for at vise deres støtte til den ulovlige afstemning, der var i gang imens kampen blev spillet. På samme måde som FC Barcelonas tilhængere blander politik ind i kampene, på samme måde ser madridisterne en chance for at provokere de uafhængighedshungrende Cúles ved at synge ”Que Viva Espana” (længe leve Spanien).

LÆS OGSÅ: BLOG: nyd Braithwaite, had ledelsen

Det er dog ikke kun tilhængerne og præsidenterne, der udtaler sig om dette emne. Vi kender ham alle både for hans fantastiske forsvarsspil, men også for hans udtalelser i forbindelse med den catalanske selvstændighedskamp – Gerard Pique. Han er cataloniernes talerør og han er ikke bange for at komme med hans holdning. Et af de vigtigst citater han er kommet med, var i forbindelse med den ulovlige uafhængighedsafstemning i Catalonien, hvor han sagde: ”jeg er catalonier, og jeg føler mig som catalonier, og i dag er jeg mere stolt end nogensinde over det catalanske folk”. Her viser han i den grad sin støtte til et uafhængigt Catalonien.

Det forbudte flag og den forbandede kongekrone

I januar 1940 blev FC Barcelona tvunget til at ”castiliansere” deres klubnavn fra Football Club Barcelona til Barcelona Club de Futbol. Castiliansk er den dialekt af spansk, som tales i det centrale og vestlige Spanien. Dette var en symbolsk handling fra centralmagten i Madrid, og det var en måde at undertrykke catalonierne på. På samme tid, som navnet blev ændret, blev de fire vandrette streger i det catalanske flag i klubbens emblem reduceret til to. Man prøvede altså at fjerne diskursen om, at FC Barcelona var catalansk ved at fjerne det ”catalanske” fra klubbens navn og flag. I dag er der ikke en kamp på Camp Nou hvor det catalanske flag ikke hænger og flagrer som et stolt symbol på frihed.

LÆS OGSÅ: Den aften Ronaldinho blev en legende

Som nævnt er Real Madrid kendt som kongeklubben. Kongekronen pryder deres logo og sådan har det altid været. Den har været med til at skabe diskursen lige så vel som Franco var med til at skabe den, da han offentlig viste sin støtte til klubben. Franco var imod et selvstændigt Catalonien og denne tankegang er fortsat i kongeklubben. Den tidligere præsident i Real Madrid, Don Santiago Bernabéu, har udtalt følgende: ”Da jeg selv spillede, havde jeg en ven, hvis største fejl var, at han var catalonier. Og hvad værre var: Han pralede med det”. Et klart eksempel på at Real Madrid og centralmagten ser ned på dem, der betegner sig selv som cataloniere.

Afslutningsvis er det altså tydeligt at se, at rivaliseringen mellem de to hold har bidraget til at det politiske aspekt er blevet øget. Det er til fodboldkampene tilhængerne kan komme med deres politiske budskab uden, at de behøver stå til ansvar for det.

Der er en ting, som er sikkert: de to klubber er ikke bare fodboldklubber – de står for noget helt specielt, og det tror jeg de altid vil gøre.