Husker du: Da Messi scorede 73 mål i ÉN sæson

Lionel-Messi

Ronaldo vs. Messi kører på fuld skrue. Barca havde vundet La Liga og Champions League i sæsonen forinden. FC Barcelona spiller det flotteste fodbold i verden – og Messi er ikke til at stoppe.

Vi skal tilbage til 2011. FC Barcelona lever i ekstase efter at have vundet Champions League og La Liga i sæsonen 10/11. Lionel Messi, David Villa og Pedro banker mål ind på samlebånd i den spanske liga. Den efterfølgende sæson er resultatmæssigt ikke nær så bemærkelsesværdig, da det er Real Madrid, der vinder ligaen med en rekordstor pointhøst på 100 point (ni point ned til Barca på andenpladsen) og 121 scorede mål. Det var samtidig Pep Guardiolas sidste sæson som Barca-træner, og det er næppe den, man husker ham bedst fra i sin Barca-tid. Samtidig var et af historiens største flophandler, Zlatan Ibrahimovic, fortid i klubben efter kun én sæson i Blaugrana-trøjen.

Men det er heller ikke det, som vi skal se på nu. Nej, vi skal kigge på topscoreren fra den sæson med intet mindre end 50 mål i La Liga. Lionel Messi. For det var jo dengang, Messi havde gang i sin store Ballon d’Or-indsamling – nemlig i den periode, hvor han vandt titlen som verdens bedste fodboldspiller fire år i træk.

Vi kan dog lige tage det lidt positive fra den sæson: Barca vandt både Copa del Rey, VM for Klubhold og den Spanske Supercup. Trods det er små trofæer, så er det naturligvis værd at huske.

LÆS OGSÅ: Bag om – Sådan blev Messi Barca-spiller

Men tilbage på sporet: Lionel Messi var verdensklasse. Lige så verdensklasse som vi alle husker ham. Han var forrygende. Som Pep sagde:

”Lad være med at skrive om ham. Lad være med at prøve på at beskrive ham. Bare se ham.”

Messi stod som 24-årig foran at vinde sin tredje Ballon d’Or i træk for den forhenværende sæson, og kun Gud vidste, at han stod over for at vinde den fjerde i træk et år efter. Han havde scoret imponerende 53 mål sæsonen før, hvilket hjalp Barca mod titlen som mestre i La Liga og ikke mindst Champions League efter en flot 3-1 sejr over Manchester United. Et United-hold der ifølge deres egen træner, Sir Alex Ferguson, slet ikke var i nærheden af Messi.

Så det var ganske forventet, at Messi fortsatte sine fantastiske præstationer i den nye sæson. Men ingen. INGEN. Havde regnet med, at han ville være SÅ god. Han chokerede de fleste med det antal mål, ikke kun på grund af, at ingen havde regnet med, at han ville score så mange mål, men også fordi ingen nogensinde havde scoret så mange mål på en sæson før.

Messi startede stille og roligt ud med at score tre mål mod Real Madrid i den Spanske Supercup-finale, hvor Barca vandt 5-4 over to kampe. Rekorderne faldt på række. Messi blev Barcas mest scorende spiller gennem tiderne, og samtidig blev han den første til at score fem mål i bare én kamp i Champions League, da Barca vandt intet mindre end 7-1 over Bayer Leverkusen. Og senere i oktober-måned scorede han klubbens hurtigste hattrick nogensinde på kun 17 minutter mod Mallorca. I slutningen af december havde Lionel Messi scoret mål i seks forskellige turneringer, inklusiv to mål i VM for klubhold-finalen mod Santos. Og han hev klubrekorden for at score i flest kampe i træk (10) og for at score i flest udekampe i træk (7) ind i sin rekordbog.

LÆS OGSÅ: Nyd Braithwaite, had ledelsen

Han scorede ni hattricks i alt mod hold som Valencia, Atlético Madrid og ærkerivalerne Espanyol. Han var involveret i syv mål (tre mål, fire assists) over seks kampe mod Real Madrid og involveret i fem mål (to mål, tre assists) over fire kamp mod AC Milan i Champions League.

Han endte altså med at score 73 mål på en enkelt sæson – seks mål mere end Gerd Müller, der tidligere holdt rekorden for flest mål scoret på én sæson med 67 mål, som han præsterede at lave helt tilbage sæsonen 72/73.

Hans 50 mål i La Liga var det højeste antal mål nogensinde scoret over én sæson i hele Europa og var samtidig med til at give ham hans anden gyldne støvle – ud af de seks, han har nu. Han blev også den yngste spiller til at nå 50 mål i Champions League, og samtidig satte han rekord i turneringen med sine 14 scoringer i den sæson.

Da den sæson var slut tager vi den dog lige til slutningen af året. Det var nemlig i 2012, at Messi scorede imponerende 93(!!!) mål på ét år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.