Pragmatikeren Valverde har skabt et nyt Barca

Ser vi bort fra sæsonens første to kampe mod Real Madrid, må man sige, at FC Barcelona har fået en fremragende start under den nye træner, Ernesto Valverde. Men hvordan har det lykkedes den tidligere Bilbao-træner at skabe så vellykket et grundlag for resten af sæsonen allerede nu?

Det ser vi nærmere, inden aftenens topkamp mod Valencia.

Man kan nemlig sige meget om den nye mand på trænersædet i Barcelona. Der er i hvert fald en stor forskel på det guddommelige spil, som Pep introducerede med historiens bedste Barcelona-hold, til den form for fodbold, som hersker under Valverde. Nogen vil måske kalde den nye Barcelona-træner en smule kedelig, med tanke på den filosofi, som finder sted i klubben.

SE OGSÅ: Er målræven Suárez tilbage?

Men kedelig er for mig et forkert ord at bruge i samme sætning som Valderde. Helt forkert. Valverde er nemlig pragmatiker i ordets fineste forstand. Vi har fået en træner, der ved, hvad der skal til, og gør, hvad der skal til. Vi har fået en stærk taktiker i Valverde, der sætter pointene i tabellen højere, end hvor smukt spillet er på banen. Og det er bestemt ikke fordi Valverde ikke passer ind i Barcelona-systemet. Men tager man spillermaterialet i betragtning, så gør han i øjeblikket, hvad der er nødvendigt for at vinde, eller for at få det ønskede resultat. Det var onsdagens kamp mod Juventus et godt eksempel på. Det udviklede sig nemlig til noget af en taktisk affære, hvor man undgik det nederlag, som man kunne frygte, og som kunne koste førstepladsen i puljen.

Et af de vigtigste parametre, hvor Valverde har forbedret holdet, er i forsvaret. Det er nemlig mange år siden, at vi har stået så stærkt i det defensive, som vi gør i øjeblikket. Man er gået væk fra det velkendte genpres, når en bold er tabt, og i stedet fokuserer man på at få positioneret sig ordentlig. Det skaber en kompakt defensiv, som modstanderen har svært ved at åbne. Det giver tabellen også sit tydelige tegn på, da man kun har lukket fire mål ind i ligaen og et enkelt i Champions League.

Det er dog ikke kun den mere ”defensive tilgang”, der har været afgørende for Barcelona i denne sæson. Et andet parameter er også Valverdes tro på den samme startopstilling. Efter min overbevisning, så er rotation nødvendig over en hel sæson, men det kan også blive for meget. Det så man i Enriques periode i klubben. Vi tabte flere kampe på grund af for mange udskiftninger i truppen, og flere spillere blev sparet på forkerte tidspunkter. Her kan jeg rigtig godt lide Valverdes tilgang – er de stærkeste spillere klar, så spiller de. Det giver ro og et mere fast hierarki, hvor spillerne kender deres rolle.

SE OGSÅ: Optimismen blomstrer i FC Barcelona

Det sidste parameter, som jeg mener, har været afgørende, er at vi igen spiller som et hold. Efter Neymars exit er man gået væk fra det mere ”kontra-inspirerede” Barcelona-hold, hvor bolden så hurtigt som muligt skulle på fødderne af MSN. Nu afhænger det fremadrettede spil af hele holdet, hvilket har sat flere spillere i scene. Specielt Jordi Alba, som igen blomstrer ude på banens venstre side.

Vi står uden tvivl stærkere som hold under Ernesto Valverde. Han har allerede nu skabt et stærkt fundament for denne sæson. Han går en smule på kompromis med den røde tråd i klubben, eller forventningen om at vende tilbage til spillet under Pep. For det ikke er, hvad vi kommer til at se under Valverde. I hvert fald ikke med det spillermateriale, som han har at arbejde med nu og her.

Valverde skal nok komme til at vise fodboldverdenen masser af smuk fodbold. Men han går ikke på kompromis med pointene i tabellen. Det er hvad, der tæller for ham, og i sidste ende, hvad vi vil måle ham på, når sæsonen er ovre.

Jeg tror på en stor sæson, fordi pragmatikeren, Valverde ved, hvad der skal til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.