Fanfortælling: Barca i Champions League

FC Barcelona Centralen DK vil i de kommende onsdag udgive fortællinger fortalt af Barca-fans via FCBCDK her på hjemmesiden.

Første gang hørte vi om hvordan Victor pudsigt mødte Busquets i en elevator i England. Denne gang er det Jacob Leegard Madsen, der gennem sin tid som Barca-fan har fået set imponerende antal kampe. Blandt andet de to han fortæller om her.

FC Barcelona – Chelsea FC, Champions League, 24. april 2012 – (2-2)

Efter første kamp var endt med en, ufortjent, 1-0 sejr til Chelsea på Stamford Bridge, var dagen kommet hvor Barca skulle tage imod dem på egen bane.

Der var i den grad lagt op til en god aften, hvor Barca var sultne efter at komme videre til finalen. Det startede også rigtig godt, med først mål af Busquets til 1-0 og lidt efter et direkte rødt kort til Chelseas John Terry, så tingene rigtig godt ud. Iniesta stod for 2-0 målet, og dermed var Barca videre samlet set. Selvom Chelsea ikke havde det store, lykkedes det dem alligevel inden pausen at få scoret til 2-1, på måske deres første chance.

Barcelona pressede og pressede. Chelseas 10 mænd stod helt tilbage, og Barca havde gode muligheder som fx et skud på stolpen. Så fik Barca tildelt et straffe, Messi skulle tage, der var summen på stadion. En mærkelig stemning. Folk holdte vejret… Desværre røg bolden ikke ind. Og på trods af Chelsea så lukkede helt ned og slukkede håbet da de scorede til 2-2, var det alligevel en rigtig godt kamp. Der var god stemning, vi snakker en semifinale, så folk er mere oppe at høre end når der er en “lidt ligegyldig” kamp. De er lidt små kræsne. Så der skal noget til før der er god stemning. Jeg kan huske at vi på vej ud af stadion, gik vi forbi en lille dreng som var grædefærdig. Det betyder selvfølge en del for flere fans, at deres hold skulle videre og vinde pokaler, men sådan blev det ikke denne omgang.

Celtic FC – FC Barcelona, Champions League, 1. Oktober 2013 – (0-1)

Da det stod klart hvem Barcelona skulle møde i gruppe spillet, og en af dem var Celtic, gik der ikke længe før jeg fik fat på billetter gennem en spansk ven. Datoen var sat. 1. oktober 2013.

Som tidligere arrangerede jeg selv turen, med hotel, fly, kamp billet og så vide. Og det samme gjaldt denne gang.

Jeg havde inviteret en af mine gode kammerater med, som også var med inde og se Chelsea-kampen. Budgettet var lagt, så der var ikke meget betænkningstid, vi skulle afsted. Endnu en kamp med Barca og vi glædede os som små børn.

Vi skulle flyve fra Billund og lande i Edinburgh. Derfra skulle vi til Glasgow hvor Celtic har hjemmebane. I løbet af dagen var vi rundt omkring i byen og spise og drikke på diverse pubs. Vi havde selvfølgelig vores Barca-trøjer på, selvom vi var lidt bekymrede omkring dette, for man hører jo nogle historier omkring engelske/skotske fans, som godt kan være lidt voldelige. Men jeg vil nærmere sige det modsatte i dette tilfælde.

Aftenen var kommet. Vi var på vej mod stadionet i en menneskeflok og med en bajer i hånden. Meeen det må man ikke gå offentligt med i Skotland, så vi blev stoppet af civilpolitibetjent. Vi stod til en bøde på 500 kr. hver, men som de gode talemennesker vi er, så fik vi snakket os fra bøden og fortsatte mod stadion. Vi nærmede os stadion, og aftenen vi længe havde ventet på.

Vi gik ind på stadion, en summen og en musik mødte os. Folk var ved at finde deres pladser, der var næsten fuldt hus. De var klar kunne man mærke. Og ikke længe efter mødte vi deres tilstedeværelse og engagement. ”Deres” sang, You Never Walk Alone, startede. Folk sang med, vi filmede og havde kuldegysninger over hele kroppen. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, og hele kampen igennem vartede de deres hold op. Kæmpe respekt til dem. Efter kampen, som i øvrigt endte 1-0 til Barca, var der flere, måske 60-80 mennesker som inde på stadion byttede enten trøjer, halstørklæder eller lignende med hinanden. Jeg fik byttede mit catalanske flag med et godt tilrøget halstørklæde. Der blev endda sunget mod hinanden. Først Celtic-fans som sang Barca, Barca, Barca mod os, og efter fulgte vi trop med Celtic, Celtic. Det var en rigtig fed følelse, en stor respekt både den ene og den anden vej. Sådan burde fodbold være. Vi beundrede dem for deres engagement og de for vores spil og anerkendelse.

Kunne du selv have lyst til at få din sjove eller fede historie fortalt til andre end din egen vennekreds, så send en besked til os på Facebook og fortæl, fortæl, fortæl!

Blog: Verdens bedste talentakademi står for fald

I 00’erne og starten af dette årti var verden ikke i tvivl. La Masia var verdens bedste talentakademi. I dag sår jeg desværre mere tvivl om den påstand.

FC Barcelona har igennem årtier været kendt som et hold, der byggede på et hold, som overvejende bestod af egenavlede spillere fra det legendariske talentakademi La Masia. Man var en magtfaktor i europæisk fodbold, vandt utallige trofæer, udenlandske som nationale, og yderligere var man måske det eneste hold i verden, der kunne gøre det med så stor en margin af egne spillere. Dette synes ikke længere tilfældet, og det bekymrer mig. Er det mangel på talentmasse, mangel på tålmodighed fra bestyrelsens side, eller er udviklingen i moderne topfodbold simpelthen bare gledet væk fra spillere af egen avl? En ting er i hvert fald sikkert. FC Barcelona består i dag overvejende af spillere, man har købt for mange millioner kroner, og ikke spillere man selv har udviklet.

Da jeg forelskede mig i FC Barcelona, forelskede jeg mig i en kompromisløs spillestil og filosofi, samt et klub-DNA ingen andre klubber kunne matche. Man foretog ingen forhastede beslutninger og gav spillere mulighed for at bevise deres værd over længere tid. Der var en bestyrelse der i samarbejde med trænerstaben havde en langsigtet plan for Champions League-titlen, og hvor de unge spillere skulle have chancen. Dengang var klubben ledet af daværende præsident Joan Laporta, samt Johan Cruyff og senere hen Pep Guardiola. Cruyff er ifølge mange mennesker manden bag La Masia. Det var ham der i 80’erne efterspurgte et ungdomsakademi i Barcelona, lignende det han kendte fra Ajax tiden. Den daværende præsident Josep Núñez kunne lide idéen og derfra gik det stærkt. Cruyff fik som træner lynhurtigt implementeret en spillestil som fodboldverdenen endnu ikke havde set. Bolden skulle hele tiden være på Barcelonas fødder, der skulle spilles i trekanter, og vigtigst af alt, angreb skulle være det bedste forsvar. Yderligere var det for Cruyff vigtigt, at det ikke kun var førsteholdet, der kom fokus på. Spillestilen skulle implementeres i samtlige årgange i klubbens akademi, og en rød tråd skulle være gennemgående hele vejen op igennem holdene. Cruyff havde, og har stadig i dag enorm betydning for den spillestil som man forbinder med ”tiki taka”. Så sent som i går var Xavi ude og kommentere på Cruyff, og den taktik der blev lagt under ham:

”Jeg tror Cruyff er den mest indflydelsesrige person i nyere fodboldhistorie. Jeg tror vi (FC Barcelona, red.) har en fordel i forhold til andre klubber på grund af La Masia og det DNA Cruyff skabte”.

Taktikken bar lynhurtigt frugt og bare få år efter var ”Dream Team” etableret med flere nævneværdige navne fra La Masia som Pep Guardiola, José Mari Bakero og Txiki Begiristain. FC Barcelona blev betragtet som en af verdens bedste fodboldklubber med en klar taktik og filosofi. En taktik som Pep Guardiola senere udtalte følgende om: ”Cruyff byggede en katedral, vores job er at renovere og bevare den”.
Det var en taktik, der var succesrig og kulminerede en lun aften den 28. maj 2011 på Wembley Stadium i Champions League-finalen. Her bliver Manchester United besejret med 3-1, hvorefter Eric Abidal fik lov til at løfte ”pokalen med de store øre” af Carles Puyol, som ellers var anfører på det tidspunkt. Den aften stillede FC Barcelona med en start-ellever bestående af hele syv La Masia-spillere: Valdés, Piqué, Busquets, Xavi, Iniesta, Messi og Pedro. Yderligere sad fire på bænken: Oier, Puyol, Thiago og Bojan. Dette var kulminationen på flere års tro, håb og tålmodighed med spillere som var opfostret med FC Barcelona-DNA’et helt inde under huden. Man snakkede om ”Den gyldne årgang 87” bestående af Messi, Pedro, Pique, og Fabregas, der på det tidspunkt spillede i Arsenal.

”Den gyldne årgang 87” er i sig selv ikke nogen enkeltstående begivenhed. I klubben har der været tale om flere årgange med noget specielt over sig. Generationen efter ”Den gyldne årgang 87” blev kaldt ”Vidunderne fra 1991”. Her var der tale om Montoya, Bartra, Planas, Romeu, Riverola, Thiago, Cuenca, Tello og Gai. En historie der for mig handler om ni spillere, der i større eller mindre grad aldrig fik chancen for at slå igennem. Efter triumfen i 2011 skulle der ske et mindre generationsskifte. Abidal var begyndt at blive ramt af sin alder, og den samme historie kan siges om Xavi, Puyol og til dels Seyduo Keita, der dog aldrig fik den store succes i blaugrana-trøjen. Afløserne stod som sagt klar i kulissen. Carles Planas blev set som en naturlig arvtager for Abidal, Bartra skulle erstatte Puyol, David Villa var heller ikke ung længere, her kiggede man på Tello og Cuenca som konkurrenter til pladsen. Og sidst men ikke midst var der enorme forventninger til evighedstalentet Thiago, der skulle afløse Xavi.

Historien blev dog en langt anden end håbet. Thiago fik 68 kampe, Tello 59, Cuenca får kun 16, mens Carles Planas, der var kaptajn igennem alle sine ungdomsår på La Masia, aldrig opnåede en officiel debut for førsteholdet. Thiago mistede håbet for at slå igennem i Barca og smuttede derfor. Tello var en blandet fornøjelse, og skiftede efter et udlån til FC Porto. Cuenca var historien om en spiller, der var på flere udlån, og senere hen ikke fik sin kontrakt forlænget. Planas sluttede sit ophold i FC Barcelona, da han blev fristillet i 2014.

Om det var manglende succes i implementeringsfasen er ikke til at sige, men fra 2012 til 2014 vandt FC Barcelona seks trofæer. I stedet for de fire La Masia-talenter, forsøgte man sig med at hente spillere udefra. Alba blev hentet ind på venstre backen, Fabregas blev hentet tilbage for dyre domme i Arsenal og Alexis Sanchés blev hentet som Serie A-topscorer. Alba står her stadig i dag, Fabregas blev aldrig indforstået med rotationsprincippet og Sanchés blev solgt lige idet han ellers begyndte at indfinde sig med spillestilen.

I tiden efter alt dette er der sket mange ting. Spillere og trænere er røget ind og ud, mens succesen er vedblevet. FC Barcelona er hverken blevet mere dominerende de seneste 4-5 år, eller mindre for den sags skyld. Det der for mig har ændret sig er, at jeg i dag ikke er sikker på, hvad planen er for La Masia. I dag er der otte spillere fra La Masia i førsteholdstruppen, der består af toogtyve spillere. Fire af dem var også med i 2011: Messi, Pique, Iniesta og Busquets. Alba er hentet ind udefra. Til sidst står Roberto, Rafinha, og Masip, som vist aldrig bliver førsteholdskeeper.

Generelt synes jeg nutiden og Bartomeu/Enrique-konstellationen afviger meget fra det, jeg forbinder med Cruyff/Laporta-filosofien. Fokus er ikke længere på ungdommen. Der er ikke nogen klar spillefilosofi, og vi henter spillere ind som lappeløsninger i stedet for at oplære vores egne. Personligt synes jeg det ville være forfærdeligt, hvis vi hentede en midlertidig erstatning for Vidal. Nej, Roberto har ikke spillet fremragende på det seneste, men han kommer ikke til at spille bedre ved at sidde på bænken heller. Med de seneste års transferageren kan jeg dog være bange for, at vi i panik henter en spiller lignende Douglas. Ja… Omvendt kan jeg dog heller ikke se nogen spillere på La Masia, der lige nu har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet. Jovist kan Carles Aleñà måske, men han er i tæt konkurrence på midtbanen. Kvaliteten er desværre ikke den samme som tidligere års årgange. Dette skal dog ikke hindre talentudviklingen fremtidigt. Men hvilken vej FC Barcelona skal gå, er for mange et stort spørgsmål, men personligt er jeg ikke i tvivl. Jeg vil have mere La Masia. Jeg vil tilbage til rødderne. For mig er løsningen på manglende succes ikke, at man køber dyre verdensstjerner. Løsningen skal findes i en langsigtet plan, hvor spillerne får tid til at vise deres værd. Hvor man satser på ungdommen og et af verdens bedste talentakademier, og hvor FC Barcelona-DNA’et og filosofien er i højsædet.

Udbrændte Lucho må sige stop

 

Så kom det uundgåelige nederlag. En katastrofe, som har luret rundt om hjørnet i et godt stykke tid, og som er kulminationen på situationen i FC Barcelona. Alt for tit bliver problemerne blevet fejet ind under tæppet, og alt for længe har MSN’s kvaliteter reddet os, og fået os til at glemme, hvilke store problemer vi står i. Nu er der ikke mere plads under tæppet, og vi må se de hårde kendsgerninger i øjnene.

– Der skal tages fat om problemerne, men spørgsmålet er; er Luis Enrique manden, der kan vende det hele til det bedre? NEJ!

Det er ikke svært at komme til at sammenligne Luis Enrique i denne sæson med Pep Guardiola’s sidste sæson i Barcelona. En udbrændt træner med en uvis fremtid i klubben, hvor taktiske modtræk er en konsekvent mangelvare, når man er presset. Det ligner en gentagelse af historien, og det må Lucho og klubben tage konsekvensen af.

Jeg var vild med Lucho i hans første sæson. Han revolutionerede ikke Barcelona på samme måde som Pep, men han satte i den grad sit præg, og det resulterede i en historisk flot sæson. Man oplevede en væsentlig mere direkte spillestil, hvor midtbanen pludselig fik en langt anderledes rolle end tidligere – Nemlig at bolden så hurtig som muligt skulle på fødderne af MSN, som derfra skulle skabe og afslutte den offensive del af spillet. Ligeledes oplevede man en langt bedre struktureret defensiv, hvor man derudover fik styr på dødboldene, som havde været den største defensive hovedpine i flere sæsoner. Man følte på mange måder, at Lucho havde rykket Barcelona rent taktisk på flere parametre, og der netop var blevet skabt et taktisk alternativ til den fastlåste tika taka.

MEN efter en succesfuld sæson skal man have evnen til at bringe spillet til et nyt niveau. Det har Lucho ikke formået de sidste 2 sæsoner. Holdets taktiske udvikling er gået i stå og sat på autopilot. Enrique har i alt for lang tid gemt sig bag truppens kvalitet og blevet reddet af verdens bedste spiller, samt hans uhyggelige partnere, Suarez og Neymar.  Luis Enrique er blevet læst af sine træner-kollegaer, hvilket tydeligt ses i La Liga, og i går blev det også meget tydeligt i UEFA Champions League.

Der hersker store problemer på midtbanen, hvor intet er afstemt. Positioneringen er helt ude af takt og giver modstanderen oceaner af plads at spille på. Vores backs halter i begge sidder, hvor nærmest intet fungerer, hverken defensivt eller offensivt. Ligeledes hagler kritikken igen ned over Messi, til trods for at han har reddet os gennem hele sæsonen, og i går var konsekvent mandsopdækket af 2-3 spillere.

Det er mig en uforståelig gåde, at man nærmest intet kan skabe, når man er i besiddelse af fodboldhistoriens bedste angrebstrio, derudover to af de bedste midtbanespillere i verden på deres position. I min verden kan det hele kun falde tilbage på træneren. Selvfølgelig har Lucho været hæmmet af sæsonens skader, men kig mod Madrid. Real Madrid har hele sæsonen været hårdt ramt af skader, men det er bestemt ikke til at se på ligatabellen for den sags skyld.

Lucho er udbrændt og er løbet tør for ideer. Han skal selvfølgelig køre sæsonen til ende, men her skal hans Barcelona’s karriere slutte. Vi må aldrig glemme, hvad han har givet os, men nu er det slut med at udskyde de spillemæssige problemer – Vi skal på rette kurs!

Ydmygelsen i går gjorde ondt, men kan være nødvendig for fremtiden. Lad det være en øjenåbner og lad os tage fat på problemerne, så vi igen kan indtage positionen på den europæiske trone.

Visca el Barça iVisca Catalunya