BLOG: ’Cirkus Valverde’ fortsætter

Vi kan købe Neymar og alverdens stjerner, men til ingen verdens nytte, så længe vores træner hedder Ernesto Valverde. Vi har kvaliteten på banen, men trænersædet længtes efter ideer, taktisk forståelse og selvindsigt.

La Liga er i gang og ’Cirkus Valverde’ har dermed åbnet dørene for endnu en sæson, men programmet byder desværre ikke på nye spændende oplevelser. Det er til trods for, at nye spændende artister er hentet ind, men der er desværre ikke nogen udvikling at spore i det talentløse cirkus, anført af selveste Ernesto Valverde.

Er jeg hård efter første ligakamp, med flere spillere ude af truppen? Nææ…

Det er efterhånden blevet en tradition for mig at skrive blogs omkring vores træner. Men vi kommer ikke videre, før Valverde er fortid i klubben. Der er ingen grund til at koncentrere sig om noget andet, før en fyring er en realitet. Og gårsdagens kamp var endnu et eksempel på det.

Ja, Lionel Messi var ikke med til at redde os (Som altid), men derfor er der ingen undskyldning for ikke at vinde – Eller i hvert fald at præstere bedre. Jeg kunne til enhver tid acceptere et nederlag, hvis vi mødte op og spillede fodbold – Barca-bold. I stedet fortsatte cirkusset i samme stil, med en omgang håbløs fodbold, uden nogen form for tanke bag. Hvad var taktikken i går? Det eneste jeg så var 11 modløse spillere, og en træner der lukkede øjnene igennem 90 minutter og håbede på det bedste.

Dembele var ikke god, Greizmann var ikke god, Suarez var ikke god, Alena var ikke god og man kan blive ved… Men er de ikke gode nok i Barca-trøjen, eller er de bare ofre for en håbløs taktik. Valverde har mange ofre på samvittigheden, hvor det største offer i går fik en ende på sin sørgelige historie i Barcelona. Held og lykke, Coutinho. Hvilken træner kan dog ikke få en spiller, som dig til at fungere?… Nå jo, Valverde.

Jeg vil ikke slukke håbet for en hel sæson pga. en dårlig ligastart. Men jeg vil gerne slukke al håb, med tanke på, at Valverde skal føre os gennem endnu en sæson. Det er sørgerligt, at jeg allerede glæder mig til, at sæsonen er ovre igen. Det gør simpelthen for ondt at se på uge efter uge. Vi skal videre, og vi kommer ikke videre med Valverde. Vi forsætter præcis, hvor vi slap. Ingen taktik, ingen ideer, ingen nytækning, ingen udvikling, vi sidder fast i et ondt mareridt, som ingen ende vil tage.

Hvorfor købe Neymar, når alle vores problemer vil forsvinde med en trænerfyring? Vi har verdens bedste hold, hvor kun City og Liverpool er i nærheden. Vi har alle forudsætninger for at skabe en omgang fodbold, som vi tage luften fra enhver fodboldfan. Vi har alle muligheder for at vinde alt.

Nogle gange skal ting være skidt, før det bliver godt. Måske skal vi faktisk håbe på en katastrofal start på sæsonen. Ikke bare spillemæssigt, men også pointmæssigt. Måske kan en tidlig fyring redde, ikke bare sæsonen, men fremtiden.

Luk ’Cirkus Valverde’ og lad os skabe oprigtig underholdning, lad os imponere, lad os være FC Barcelona.

BLOG: Det er din skyld Valverde

 

Alle kan vinde ligaen, og alle kan vinde Copa del Rey. Det vil alle trænere kunne gøre i  FC Barcelona. Et mesterværk skabes i Champions League, og her kommer Valverdes middelmådige fodboldopfattelse til udtryk. Det har vi set to beviser på nu.

Jeg var i mine følelsers vold i går. Egentlig ikke sur, ej heller skuffet. Bare oprigtig ked af det. Ked af at se mit elskede Barcelona i denne forfatning. Det brændte inde i mig, for at skrive, hvad jeg følte, men min fornuft lod mig vente til i dag. Måske kunne jeg se tingene i et andet perspektiv. Altså finde en anden forklaring.

Det kan jeg ikke.

Hvis man har fulgt med i mine blogs de sidste to sæsoner, så kender man min holdning til Valverde. Jeg har altid skabt splittede kommentarer til mine blogs, fordi hvordan kan man gå imod en vindende træner, som Valverde? Jeg håber resten af fanbasen nu kan se, hvad jeg har ment.

Vi tabte på Anfield, fordi vi var bange for at vinde.

Frygten for at tabe, blev større end viljen til at sejre. Det er Valverde om og om igen. Mentaliteten er fuldstændig malplaceret i en klub, som FC Barcelona. ”Vi kommer for at angribe” Sagde Valverde før kampen. En kujonagtig udtalelse med realiteten i tankerne. Samme historie gælder i Rom for et år siden. Fodbolden vandt i går. Det er, hvad vi plejer at sige, når vi er ramt ind i diverse defensive mandskaber. Det gør ondt at sige, når Barca må tabe for fodboldens skyld.

Mange har rost Valverde for hans taktiske kompetencer i Barcelona. Jeg leder stadigvæk efter dem, specielt denne sæson. I går havde Hr. Klopp læst os. Ikke bare en smule, men fuldstændig. Fordi hvor var overraskelsen, hvor var ændringen, der ville gøre forskellen. Vi blev jo også kørt på røv og albuer i første kamp. Valverde prøvede at forsvare en 3-0 føring, i stedet for at angribe kampen, og score det ene mål, der ville have lukket kampen fuldstændig. Han havde ikke lært lektien rent defensivt, hvor Sergi Roberto fik sit genvalg, efter at have været det helt store problem i første kamp. Semedo var løsningen med sin hurtighed, det så vi også i første kamp. Hvorfor lærer man intet? I begge kampe så vi store problemer på midtbanen. Det gør ondt at se et Barca hold, der løber efter bolden. Det er OS, der får de andre til at løbe efter bolden! Det problem skabes på midtbanen. Rakitic var forfærdelig i begge kampe, men som altid den sikre løsning for Valverde. Vidal spillede to super fine kampe, og al min respekt til ham, men er han virkelig den rigtige løsning? Hvor er Arthur? Altså spilleren der kan holde bolden, og give den ro på midtbanen, som vi har savnet siden Xavi. Vi gav kampen til Liverpool, i stedet for at skabe den. Messi skulle jo nok redde os, hvis tingene ikke gik. Så kunne vi jo gemme os bag resultatet. Igen. Og som Liverpool så flot havde læst, så er der ikke meget hurtighed at hente i Suarez og Coutinho, dermed kunne man stå højt og presse konstant, da vi alligevel ingen trussel var i bagrummet. Hvor er Malcom i den sammenhæng? Nå jo, han kom ind da kampen var tabt.

Selvfølgelig må spillerne på banen også tage sit ansvar, men vi kan ikke lukke øjnene mere for den kujonagtige og malplacerede træner, som sidder på vores bænk. Han er den ikke værdig.

Til sidst må jeg bare sige, jeg håber, at Messi i dag har fået verdens største undskyldning af Valverde. Messis individuelle kvalitet har skabt Valverdes ”succes” i Barcelona. Hvad han har leveret af resultater, har fejet problemerne væk. Altså de problemer der tydeligvis er til stede, og som vi så igen i går. En historisk pinlig milepæl i klubbens historie. Det er ikke værdigt. Som klub kan vi ikke byde Messi dette. Vi har verdens bedste spiller nogensinde, og alligevel skal han trækkes med det her? Hvorfor skal han trækkes med en middelmådig træner, som han redder weekend efter weekend, og som brænder ham af, når det for alvor bliver vigtigt. Du fortjener det ikke, Messi.

Vi kan vinde alt næste sæson. Det kræver ikke de store ændringer i truppen. Men det kræver en stor ændring på trænerposten. De næste måneder bliver nogle af vigtigste i nyere tid. Klubben må tage et valg. Og tager man det forkerte valg, så kan vi blive skudt mange år tilbage.

For klubbens skyld, for fansenes skyld, for fodboldens skyld.

– Fyr Ernesto Valverde

Stort tillykke til Liverpool FC med i går. I sørgede for fodbolden sejrede.

BLOG: Er De Ligt det hele værd?

Matthijs de Ligt, en ombejlet ung mand, der frit kan vælge og vrage mellem Europas giganter. Alt tyder dog på, at han i fremtiden er at finde i FC Barcelona, hvor hans talent skal udfoldes. Men er det på bekostning af Samuel Umtiti? I så fald har klubben skudt sig selv i foden.

Vi skal på ingen måde diskutere Matthijs de Ligts kvaliteter, eller det kæmpe talent, som den unge hollænder besidder. Han er indiskutabelt et af de største talenter i europæisk fodbold, og han vil utvivlsomt udvikle sig til en defensiv stjerne, som de fleste hold vil stille sig misundelige over. Og jeg er begejstret over, at det ser ud til, vi kan sikre sådan en spiller – Men jeg er også bekymret over, hvilke konsekvenser det kommer til at få.

Vermaelen er en færdig mand i Barcelona efter denne sæson, derfor råder man som udgangspunkt over Pique, Umtiti, Lenglet og Todibo i det centrale forsvar. Altså 3 klasse spillere med højt internationalt niveau, samt en ung spiller med stort potentiale, som vil acceptere sin plads som 4. valg. Hvor skal Matthijs de Ligt passe ind i dette puslespil? Det er det store spørgsmål, og her må FC Barcelona ikke skyde sig selv i foden.

Man må forvente at De Ligt er blevet lovet nogle ting i FC Barcelona, i forhold til spilletid. Det ville nemlig virke yderst besynderligt at vælge en bænkplads i Barca, når man kan vælge og vrage mellem alle de europæiske storklubber. Og det har af den grund også skabt masser af rygter på det seneste i Catalonien, specielt omkring Umtitis fremtid i klubben. Spørger man mig, så er det idioti og en forbløffende grad af dumhed, at man overhovedet kan snakke om et Umtiti-exit.

Kommer De Ligt til klubben, og er blevet lovet spilletid fra start, så er det desværre ikke fuldstændig udelukket, at et Umtiti salg kan komme på tale, fordi franskmanden kan ikke acceptere en rolle som 3. valg (Det skal han heller ikke!). Hans franske kollega, Lenglet vil heller ikke kunne acceptere en rolle som 4. valg efter en flot sæson, men vil godt kunne indfinde sig i en rolle, som 3. manden, hvis umtiti skulle forlade klubben.

De Ligt er selvfølgelig udset til at skulle være Piques afløser på sigt, men hollænderen skifter klub denne sommer, og derfor har Barca været nødsaget til at reagere i år. Vi kan desværre ikke vente. De ligt-handlen skulle først være kommet om 2 år, så havde tingene passet perfekt. Han kommer denne sommer, og det splitter mig. Jeg frygter konsekvenserne.

Pique har haft en fantastisk sæson, fuldstændig afgørende spiller. Han er ikke pensionsklar. De Ligt kommer nu, og mit håb er, han ikke er blevet lovet guld og grønne skove. Hvis det er tilfældet, så tror jeg desværre, vi siger farvel til Samuel Umtiti – Og så har klubben skudt sig selv i foden. I sådan et tilfælde vil vi sige farvel til en af verdens bedste forsvarsspillere, fordi vi satser på et talent med kvalitet – Altså den kvalitet vi allerede har i Umtiti.

Jeg håber De Ligt er indstillet på at blive spillet langsomt ind på holdet de næste to sæsoner, så han i fremtiden kan danne makkerpar med Umtiti. Er det ikke tilfældet, og vi dermed skal sige farvel til Umtiti, så er De Ligt-handlen ikke det værd. Vi må ikke glemme, hvilken uimodståelig god spiller, vi er i besiddelse af i form af umtiti. En spiller jeg vil kalde den bedste investering i mange år. Skal vi investere i kvalitet, inden vi har fået fuld udbytte af tidligere investeringer? Jeg hilser De Ligt velkommen, men ikke for enhver pris. Og slet ikke på bekostning af Samuel Umtiti.