Spillerprofil: Junior Firpo

Junior-Firpo

FC Barcelona har i denne omgangs transfervindue købt Junior Firpo fra Real Betis. Handlen lyder på 18 millioner euro plus 12 millioner euro i variabler. Kontrakten gælder de næste fem sæsoner og udløber altså i 2024.

Alder: 22 (22-08-1996)
Højde: 184 cm
Nationalitet: Spansk
Position: Venstreback

Det er før blevet omtalt, at vi har købt os en meget lovende spiller. Men hvem er Firpo? Hvad er det ved ham, som er så godt? Hvor kommer han fra, og hvad har han opnået indtil videre?

Det er nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at besvare i dette portræt.

Real Betis blev gennembruddet

Junior startede sin ungdomskarriere i Atlético Benamiel. Hans karriere som fuldtidsprofessionel fodboldspiller startede i Real Betis. I en alder af seks år flyttede han til Benalmádena, Malaga og tilsluttede sig Real Betis’ ungdomsakademi. Hans debut som senior var i 2015, hvor Betis B mødte Granada CF B.

Han nåede at få 45 kampe for Betis B og scorede to mål. I 2018 rykkede han op og blev en del af førsteholdstruppen, hvor han nåede at få 38 kampe og score 5 mål. Den 19. august 2018 blev hans kontrakt med Real Betis forlænget til 2023. Det blev dog ”spoleret” af handlen med Barca.

Udover hans flotte klubkarriere, taget hans alder i betragtning, har han også været et smut forbi det spanske U21 landshold. Her kan han skrive fire kampe på CV’et.

Det specielle ved Junior er, at han har dobbeltstatsborgerskab, hvilket betyder han faktisk også har spillet en landskamp for den Dominikanske republik.

Et ungt talent med en stor fremtid

Det virker til, at der forventes meget af den 22-årige venstre back. Barca har selv været ude og beskrive ham som en spiller hvis højde, hurtighed og præcision gør ham til et af de mest lovende venstreback-talenter inden for europæisk fodbold.

Han er et af de talenter, der har vist sit værd igennem den forrige sæson og han er en rigtig ”mundfuld” for modstandernes angreb.

Han er før blevet sammenlignet med Alba, da han både har et godt overblik og drøner op og ned af banen i ren Alba-stil. Der er dog nok lidt vej endnu indtil, han har gjort sig fortjent til den titel. Specielt fordi han skal agere substitut for Alba til at starte med.

Han er hurtig og utrættelig, hvilket gør, at han hurtigt kommer med hjem for at holde sin position. Han kan afslutte, hvilket han faktisk har gjort imod Barca, som så medførte en scoring fra hans side.

Udover alt det sportslige skulle han også være en ung mand, som er god mod sine kollegaer, hvilket er en stor del af FC Barcelonas fundamentale ideologi.

Vi glæder os til at se hvad du har at byde på Junior – vi håber du lever op til vores forventninger.

Held og lykke.

Mes que un Club!

Spillerprofil: Norberto Murara Neto

Norberto-Murara-Neto

Ugen inden transfervinduet overhovedet åbnede havde Barca allerede annonceret tre handeler. Heriblandt købet af Valencias Neto. Her er en spillerprofil af et af FC Barcelonas nyeste medlem af familien

Alder: 30 (19-07-1989)
Højde: 190 cm
Nationalitet: brasiliansk/portugisisk (har italiensk pas)
Position: Målmand

Netos handel var for nogle ret forvirrende, hvis man blot kiggede på overfladen. Men det var med til at gøre så Barcelona kunne bruge yderligere 35 millioner euro mere end før. Netos handel var en form for ”bytte bytte købmand”, men ”kostede” os dog vores hollandske reservemålmand, Jasper Cillesen. Men hvem er Neto egentlig? Kan det lykkes ham at slå ter Stegen af tronen? Og hvad nu med hans skade?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive forsøgt besvaret i portrættet af Norberto Murara Neto.

Fortid

Neto startede sin karriere hjemme i Brasilien, hvor han spillede for Athletico Paranaense. Det gjorde han både i sin ungdom og som professionel fra 2007—2011.

Herefter blev han solgt til den italienske fodboldklub, Fiorentina, hvor han nåede at spille i 4 år og opnåede i alt 72 kampe. Bagefter blev han solgt til Juventus, hvor han var med til at vinde ”the domestic double” i de to sæsoner, hvor han var en del af klubben. Her fik han dog kun 11 kampe på CV’et, da han fungerede som back-up for den store Juventus-legende, Gianluigi Buffon.  Dette kan også have været en af grundene til han kun var i Juventus i to sæsoner, hvorefter han så blev solgt til Valencia og indtil nu har fungeret som førstemålmand. Han nåede at spille 67 kampe i de to sæsoner, han var hos den spanske ”flagermus”-klub.

LÆS OGSÅ: Bytte bytte købmand: Den klogeste handel i Barças historie?

Neto har ikke kun haft en fin klubkarriere, han har også været en tur forbi et par af Brasiliens landshold.

Han spillede i de åbningskampe, der var mod henholdsvis Egypten og Belarus under OL i 2012. Det betyder også, at han har en OL sølvmedalje hængende derhjemme.

Den 12. september 2018, otte år efter hans første indkaldelse til A-landsholdet, fik han sin debut mod El Salvador i en venskabskamp, der foregik i USA.

Skadet inden sæsonen er gået i gang

Sidste uge blev det meldt ud, at Neto skal opereres for det brud han pådrog sig ved holdets sidste træning i USA. Det drejer sig om et knoglebrud på venstre hånd. Man mener, at han er meldt ude i de kommende 6-8 uger, hvilket altså ikke er den optimale start på en ny sæson for den nyindkøbte målmand. Den 30-årige brasilianer nåede kun at stå lidt mere end et par træningskampe for Barca ovre i USA.

Nu er det derfor Iñaki Peña fra Barca B, som skal agere back-up for ter Stegen.

Dette var ikke den start vi havde regnet med, men mon ikke han kommer stærkt tilbage – det håber vi i hvert fald. En ting er dog sikkert, ter Stegen beholder sin plads som førstemålmand lidt endnu.

Vi ønsker Neto god bedring, og held og lykke.

Mes que un Club!

Spillerprofil: Frenkie de Jong

Frenkie-de-Jong

Barca hentede ham for flere måneder siden, men først nu er Frenkie de Jong officielt præsenteret som Barca-spiller. Her er en spillerprofil af den unge hollænder.

Den 5. juli satte det 22-årige hollandske talent ved navn Frenkie De Jong sine fødder på Camp Nous grønne græs for første gang, nu iført en FC Barcelona trøje med sit eget navn og sit eget nummer. Men hvem er vores nye spiller? Hvad er det, der er så specielt ved de Jong, at verdens medier omtaler ham som et af Europas mest lovende midtbanetalenter?

Alder: 22 (12-05-1997)
Højde: 181 cm
Nationalitet: Hollandsk

Position: Midtbane

Den 1. juli tilsluttede de Jong sig officielt FC Barcelona. Prisen på ham var 75 millioner euro, plus yderligere 11 millioner i variabler. Kontrakten gælder de næste fem sæsoner, hvilket vil sige indtil sæson 2023/24 slutter.

Stortalentet, der blev solgt for én euro

Frenkie de Jongs karriere startede i Willem II i Tilburg, der spiller i den bedste række i Holland, hvor han i 2014 blev en del af klubbens seniortrup. Han fik sin debut i Æresdivisionen i maj 2015. Han nåede at få to officielle kampe i Æresdivisionen for Willem II på CV’et, hvorefter han så blev solgt til Ajax til en pris på én euro, inklusiv en aftale om at man ville modtage 10% af værdien af et fremtidigt salg.

De Jong startede ikke på førsteholdet i Ajax, men derimod andetholdet – også kendt som Jong Ajax. Her nåede han at få 46 kampe, og han nåede endda også at være til leje i et år i sin gamle klub Willem II.

LÆS OGSÅ: Bytte bytte købmand: Den klogeste handel i Barças historie?

I februar 2017 debuterede han så endelig for Ajax’ førstehold i en kamp mod Sparta Rotterdam – også kendt som Hollands ældste professionelle fodboldklub. Han blev her hurtigt en fast del af holdet og nåede at spille 57 kampe og score fem mål. Han blev skiftet ind otte minutter før tid i UEFA Europa League finalen i 2017, hvor Ajax tabte med 2-0 til Manchester United. De Jong har derudover været med til at vinde Æresdivisionen i 2019 med Ajax, og KVNB Cup i 2019. Derudover var han med til at få Ajax i Champions League semifinalen 2019, hvor de desværre måtte se sig slået ud af Tottenham. Et drama vi vist alle stadig husker.

Ud over de Jongs klubresultater har han også været indover de forskellige ungdomslandshold, og han har ligeledes allerede spillet syv kampe for A-landsholdet.

Frenkie de Jong bliver beskrevet som en spiller med en fremragende forståelse for spillet og en evne til at lægge den helt rigtige aflevering. Han er højrebenet og stærk i én til én kampe. Han spiller både defensiv- og offensiv midtbane. Med den gode forståelse for spillet og den naturlige evne til altid at lave den rigtige aflevering, mener man at det hollandske talent er det perfekte valg som en central midtbane for FC Barcelona.

Derudover har han selv udtalt følgende om sit spil: ”Jeg kan godt lide at spille offensiv fodbold, at spillet er flot at se og at folk har det sjovt, når de kommer på stadion”.

”Det har altid været en drøm”

Man har ikke været i tvivl om, at de Jong nok selv gemmer på en FC Barcelona-fan i sit hjerte. Han har flere gange udtalt, at det altid har været en stor drøm at spille for FC Barcelona.

LÆS OGSÅ: Bag om: Sådan blev Messi Barca-spiller

”Det har altid været klubben, jeg en dag ville spille for, og nu sker det. FC Barcelona har altid prøvet at spille attraktiv fodbold og prøvet at vinde en masse titler, mens de har spillet med de bedste spillere i verden. Det har altid været min drøm at spille her.”

Vi har altså købt en spiller, hvis hjerte banker for farverne blå og rød. En spiller, der vil gøre alt for klubben, og som også allerede har sat sig nogle mål. De Jong har nemlig været ude og udtale, at hans (og resten af holdets) mål i år er at vinde Champions League.

Endnu engang tak til Holland

Frenkie de Jong er den 20. hollænder FC Barcelona køber, og tænker vi ikke alle det samme, når der kommer en ny hollænder til klubben? Er det en ny Johan Cruyff? Kan han opnå samme resultater og samme status blandt fans og i klubben?

Johan Cruyff nåede at spille 240 kampe for Ajax, og 143 for FC Barcelona, hvorefter han så kom tilbage som træner i 1988—1996. De Jong har også anerkendt Cruyff i nogle af de interviews han har deltaget i, i forbindelse med hans skifte til Barcelona.

”Jeg var stolt over at være en del af Ajax. Jeg har haft en fantastisk tid der, og det taktiske arbejde er på topniveau. Filosofien er meget ens med Barcelonas, og det skyldes tydeligvis Cruyff.”

LÆS OGSÅ: Arthur – idoliserer Iniesta, sammenlignes med Xavi

En ny Johan Cruyff får vi aldrig – der vil altid kun være én – men om vi har fået en ny legende, ved navn de Jong, det vil kun fremtiden vise.

Vi her på Centralen ønsker i hvert fald de Jong al held og lykke, og vi glæder os til at se hvad fremtiden bringer af finurlige fodboldoplevelser.

Mes que un Club!