BLOG: Pragmatik er fint, men der skal ske noget nyt, Valverde

En af vores skribenter giver her et hurtigt bud på, hvordan Barca skal føres tilbage på ”rette spor” af Ernesto Valverde.

La Liga, Copa Del Rey og Champions League. Fælles for de tre er, at de alle har smækket dørene i for den nu afsluttede sæson. Sæsonen 2017/2018 er slut- og 2018/2019 nærmer sig med hastigere skridt, end man måske lige skulle tro. Jeg vil i dette indlæg komme med mine bud på, hvordan Valverde og hans tropper kan tage endnu et skridt i den rigtige retning i den kommende sæson. Sæsonen 2018/2019.

For at kunne komme med ændringsforslag til en taktik, uagtet hvilken, plejer det at være en rimelig idé, først at sætte sig ind i den. Det er essentielt at forstå, at Valverde ikke er som Barcas trænere ellers har været siden Louis Van Gaal i 2003. Han er pragmatiker af højeste kaliber. Valverde tilpasser sin spillestil efter den spillertrup, han har til rådighed – og ikke omvendt. Dette fik vi på bedst mulig vis eksemplificeret, da Dembéle blev skadet, og vi begyndte at spille den, i Barca-kredse, forbandede 4-4-2 opstilling. Om man foretrækker det ene eller andet, skal være op til én selv, men man kan ikke negligere betydningen af det frirum, som det giver Bartomeu og Fernandez på transfermarkedet.

LÆS OGSÅ: Luna Christofi: Griezmann er en done deal

De to kan i fællesskab gå ud og hente præcis dén spiller, som de føler kan forstærke holdet mest muligt. Herefter skal Valverde nok omstille sig og prøve at få det bedst mulige ud af spillertruppen.
I forhold til det kommende transfermarked ser jeg én ting som det helt åbenlyse mål for vinduet. Bartomeu og Fernandez skal have Antoine Griezmann proppet ned i en Blaugrana-trøje. Hans frikøbsklausul falder, som bekendt, til 100 millioner euro per 1.juli. En spiller med den kaliber, til de ”småpenge”, skal kunne trækkes til Barcelona.

Jeg har hørt fra flere skeptikere, at vi i forvejen har nok angribere, dette kan såmænd også være rigtigt. Jeg har dog alligevel en tro på, at Busquets kan klare de defensive ærinder selv.  Griezmanns tilgang vil grangiveligt skubbe Coutinho ned på den centrale midtbane. En opgave jeg sagtens tror brasilianeren kan løse. I 2008-2011 formåede Barca at være dominerende i Europa. Her spillede vi med Iniesta og Xavi, foruden Busquets. Jeg mener ikke at Coutinho og evt. Rakitic er identiske med de to andre, men deres defensive egenskaber er i hvert fald ikke ringere.

LÆS OGSÅ: La Liga-ekspert Jonathan Hartmann: Jeg tror mere på et Griezmann- end Eriksen-skifte

Hvis FC Barcelona igen skal være den ubestridt bedste klub i verden, tror jeg, at det kræver, at vi i højere grad begynder at spille kampen på egne præmisser. Det var sådan vi vandt CL i 2008, 2011 og til dels i 2015. Vi skal ikke veksle mellem to forskellige formationer. Det handler om kontinuitet og troen på, at ingen kan slå Barca, når begge hold spiller op til deres bedste. Derfor skal Valverde også ligge pragmatikeren til side, og i stedet begynde at være kompromisløs i sin tilgang. Vi skal spille 4-3-3 hver gang. Umiddelbart bør det ikke kræve en tilvænningsperiode, men selv hvis det gør, føler jeg mig overbevist om, at det vil være godt givet ud. Rakitic-Busquets-Coutinho og Messi-Suarez-Griezmann. Og så har jeg ikke engang nævnt Dembéle. Valgmulighederne er mange, Valverde, det er bare med at komme i gang med at benytte sig af dem.

Blog: De 10 værste indkøb i dette årtusind

FC Barcelona har igennem de seneste 17 år formået at lave utallige indkøb, som aldrig fik slået igennem. Mange millioner er blevet brugt på profiler, der viste sig aldrig at være det rigtige for klubben. Vores skribent har samlet de 10 værste indkøb, der er blevet foretaget, ifølge ham selv.

10: Douglas Pereira

  • Reelt set er han måske det ringeste indkøb, Barca har lavet i dette årtusinde. Det eneste der fraholder ham en plads længere fremme på listen, er den beskedne overgangssum på 4 millioner euro. Han var jo reelt set mere en joke end en skuffelse i den tid, han var i klubben. Egentlig er han stadig på kontrakt i klubben, men det er tvivlsomt, at han får endnu en optræden i Barca-trøjen.

9: Henrique Adriano Buss

  • Han var faktisk på kontrakt i klubben i hele fire år fra 2008-2012. En fantastisk periode for klubben hvor den under Pep Guardiola vandt et utal af trofæer. Ingen af dem kan dog tilskrives Henrique, som ikke formåede at lave en eneste optræden for klubben. 8 millioner euro ud af vinduet.

8: Alex Song

  • Han blev hentet fra Arsenal med store forventninger om, at han skulle styre den defensive midtbane med hård hånd de næste mange år frem. 16 millioner pund var overgangssummen, og forventninger var tårnhøje. Virkeligheden var dog en helt anden, og han fik aldrig nogensinde tilspillet sig fast spilletid i blaugrana-trøjen. Det blev til 39 kampe i FC Barcelona, inden han blev udlånt til West Ham, for derefter at skifte til Rubin Kazan på en fri transfer.

7: Keirrison de Souza Carneiro

  • Skiftede fra Palmerias i 2008, præcis som Henrique. Forventningerne til Keirrison var tårnhøje med en overgangssum på 14 millioner euro, og han blev udråbt som et af de største talenter i verden. Historien om Keirrison er dog den samme som Henriques. Han blev lejet ud i et par sæsoner, formåede ikke at få en eneste optræden for klubben, og skiftede senere hjem til brasilien på en fri transfer.

6: Alexander Hleb

  • Han havde gjort det fremragende i Arsenal, og var en del af den transfersatsning, der blev gjort i 2008. 17 millioner euro lød prisen på, for den hviderussiske midtbanespiller. Han var en del af det hold, som vandt the treble, men var aldrig en vital del af holdet. Det blev til 39 kampe for klubben med 0 mål til følge, inden han senere blev lejet ud til forskellige klubber.

5: Emmanuel Petit

  • Franskmanden kom til klubben i forbindelse med Marc Overmars-handlen. 15 millioner pund måtte klubben slippe for franskmanden, der indtil da havde udgjort en skræmmende midtbane i Arsenal sammen med Patrick Viera. Petit fik dog aldrig succes i Barcelona og nåede 39 kampe for klubben, de fleste som indskifter, indtil han efter en enkelt sæson skiftede tilbage til London. Denne gang til Chelsea.

4: Dmytro Chygrynskiy

  • Den ukrainske midterforsvar blev hentet i 2009 fra Shaktar Donetsk for 25 millioner euro, med forventning om at han skulle spille fast i forsvaret. Det var dog ikke helt sådan, det endte med at foregå. Hans præstationer var mildt sagt forfærdelige, og han blev hurtigt til grin blandt klubbens fans. Guardiola forsvarede ham flere gange i pressen, men endte alligevel med at sælge ham efter kun et år i klubben.

3: Javier Saviola

  • Blev købt som den dyreste teenager nogensinde for små 36 millioner euro, da han i 2001 skiftede River Plate ud med FC Barcelona. Endnu et talent der blev sat skyhøje forventninger til, og til dels formåede han dog også at leve op til nogen af dem. Han scorede 49 ligamål i 123 ligakampe. Fik regelmæssig spilletid indtil Samuel Eto’o og Henrik Larsson blev hentet til klubben i 2004. Herfra gik det ned af bakke, hvorefter han lavede ”det forbudte skifte” til Real Madrid på en fri transfer. Her floppede han også.

2: Marc Overmars

  • 40 millioner pund i året 2000 for en spiller der ”kun” havde scoret 25 mål i 100 kampe for Arsenal. Marc Overmars var en af de dyreste handler, som fodboldverdenen endnu havde set i år 2000. Overmars gjorde det egentlig fint i starten af Barcelonatiden, uden dog nogensinde af imponere synderligt, indtil skader forpurrede hans karriere, som blev indstillet i 2004. Alt i alt blev det til 15 mål i 97 kampe for hollænderen.

1: Zlatan Ibrahimovic

  • Ja… Hvis man kan klandre Pep Guardiola for noget under sin tid som træner i Barca, må det være denne handel. Zlatan kom til klubben for svimlende 50 millioner pund (+ Samuel Eto’o) fra italienske Inter. Guardiola forklarede handlen med, at truppen havde brug for nyt blod, hvorfor han hentede den kontroversielle svensker. Zlatans statistik for den enkelte sæson han var i klubben var egentlig fin, med 16 mål i 29 kampe, men han indfandt sig aldrig i truppen. Zlatan havde svært ved at indfinde sig med at Messi var klubbens ultimative nummer et, og det hjalp bestemt ikke på hans forhold til klubben, at han faldt i unåde hos Guardiola senere hen.

Blog: Verdens bedste talentakademi står for fald

I 00’erne og starten af dette årti var verden ikke i tvivl. La Masia var verdens bedste talentakademi. I dag sår jeg desværre mere tvivl om den påstand.

FC Barcelona har igennem årtier været kendt som et hold, der byggede på et hold, som overvejende bestod af egenavlede spillere fra det legendariske talentakademi La Masia. Man var en magtfaktor i europæisk fodbold, vandt utallige trofæer, udenlandske som nationale, og yderligere var man måske det eneste hold i verden, der kunne gøre det med så stor en margin af egne spillere. Dette synes ikke længere tilfældet, og det bekymrer mig. Er det mangel på talentmasse, mangel på tålmodighed fra bestyrelsens side, eller er udviklingen i moderne topfodbold simpelthen bare gledet væk fra spillere af egen avl? En ting er i hvert fald sikkert. FC Barcelona består i dag overvejende af spillere, man har købt for mange millioner kroner, og ikke spillere man selv har udviklet.

Da jeg forelskede mig i FC Barcelona, forelskede jeg mig i en kompromisløs spillestil og filosofi, samt et klub-DNA ingen andre klubber kunne matche. Man foretog ingen forhastede beslutninger og gav spillere mulighed for at bevise deres værd over længere tid. Der var en bestyrelse der i samarbejde med trænerstaben havde en langsigtet plan for Champions League-titlen, og hvor de unge spillere skulle have chancen. Dengang var klubben ledet af daværende præsident Joan Laporta, samt Johan Cruyff og senere hen Pep Guardiola. Cruyff er ifølge mange mennesker manden bag La Masia. Det var ham der i 80’erne efterspurgte et ungdomsakademi i Barcelona, lignende det han kendte fra Ajax tiden. Den daværende præsident Josep Núñez kunne lide idéen og derfra gik det stærkt. Cruyff fik som træner lynhurtigt implementeret en spillestil som fodboldverdenen endnu ikke havde set. Bolden skulle hele tiden være på Barcelonas fødder, der skulle spilles i trekanter, og vigtigst af alt, angreb skulle være det bedste forsvar. Yderligere var det for Cruyff vigtigt, at det ikke kun var førsteholdet, der kom fokus på. Spillestilen skulle implementeres i samtlige årgange i klubbens akademi, og en rød tråd skulle være gennemgående hele vejen op igennem holdene. Cruyff havde, og har stadig i dag enorm betydning for den spillestil som man forbinder med ”tiki taka”. Så sent som i går var Xavi ude og kommentere på Cruyff, og den taktik der blev lagt under ham:

”Jeg tror Cruyff er den mest indflydelsesrige person i nyere fodboldhistorie. Jeg tror vi (FC Barcelona, red.) har en fordel i forhold til andre klubber på grund af La Masia og det DNA Cruyff skabte”.

Taktikken bar lynhurtigt frugt og bare få år efter var ”Dream Team” etableret med flere nævneværdige navne fra La Masia som Pep Guardiola, José Mari Bakero og Txiki Begiristain. FC Barcelona blev betragtet som en af verdens bedste fodboldklubber med en klar taktik og filosofi. En taktik som Pep Guardiola senere udtalte følgende om: ”Cruyff byggede en katedral, vores job er at renovere og bevare den”.
Det var en taktik, der var succesrig og kulminerede en lun aften den 28. maj 2011 på Wembley Stadium i Champions League-finalen. Her bliver Manchester United besejret med 3-1, hvorefter Eric Abidal fik lov til at løfte ”pokalen med de store øre” af Carles Puyol, som ellers var anfører på det tidspunkt. Den aften stillede FC Barcelona med en start-ellever bestående af hele syv La Masia-spillere: Valdés, Piqué, Busquets, Xavi, Iniesta, Messi og Pedro. Yderligere sad fire på bænken: Oier, Puyol, Thiago og Bojan. Dette var kulminationen på flere års tro, håb og tålmodighed med spillere som var opfostret med FC Barcelona-DNA’et helt inde under huden. Man snakkede om ”Den gyldne årgang 87” bestående af Messi, Pedro, Pique, og Fabregas, der på det tidspunkt spillede i Arsenal.

”Den gyldne årgang 87” er i sig selv ikke nogen enkeltstående begivenhed. I klubben har der været tale om flere årgange med noget specielt over sig. Generationen efter ”Den gyldne årgang 87” blev kaldt ”Vidunderne fra 1991”. Her var der tale om Montoya, Bartra, Planas, Romeu, Riverola, Thiago, Cuenca, Tello og Gai. En historie der for mig handler om ni spillere, der i større eller mindre grad aldrig fik chancen for at slå igennem. Efter triumfen i 2011 skulle der ske et mindre generationsskifte. Abidal var begyndt at blive ramt af sin alder, og den samme historie kan siges om Xavi, Puyol og til dels Seyduo Keita, der dog aldrig fik den store succes i blaugrana-trøjen. Afløserne stod som sagt klar i kulissen. Carles Planas blev set som en naturlig arvtager for Abidal, Bartra skulle erstatte Puyol, David Villa var heller ikke ung længere, her kiggede man på Tello og Cuenca som konkurrenter til pladsen. Og sidst men ikke midst var der enorme forventninger til evighedstalentet Thiago, der skulle afløse Xavi.

Historien blev dog en langt anden end håbet. Thiago fik 68 kampe, Tello 59, Cuenca får kun 16, mens Carles Planas, der var kaptajn igennem alle sine ungdomsår på La Masia, aldrig opnåede en officiel debut for førsteholdet. Thiago mistede håbet for at slå igennem i Barca og smuttede derfor. Tello var en blandet fornøjelse, og skiftede efter et udlån til FC Porto. Cuenca var historien om en spiller, der var på flere udlån, og senere hen ikke fik sin kontrakt forlænget. Planas sluttede sit ophold i FC Barcelona, da han blev fristillet i 2014.

Om det var manglende succes i implementeringsfasen er ikke til at sige, men fra 2012 til 2014 vandt FC Barcelona seks trofæer. I stedet for de fire La Masia-talenter, forsøgte man sig med at hente spillere udefra. Alba blev hentet ind på venstre backen, Fabregas blev hentet tilbage for dyre domme i Arsenal og Alexis Sanchés blev hentet som Serie A-topscorer. Alba står her stadig i dag, Fabregas blev aldrig indforstået med rotationsprincippet og Sanchés blev solgt lige idet han ellers begyndte at indfinde sig med spillestilen.

I tiden efter alt dette er der sket mange ting. Spillere og trænere er røget ind og ud, mens succesen er vedblevet. FC Barcelona er hverken blevet mere dominerende de seneste 4-5 år, eller mindre for den sags skyld. Det der for mig har ændret sig er, at jeg i dag ikke er sikker på, hvad planen er for La Masia. I dag er der otte spillere fra La Masia i førsteholdstruppen, der består af toogtyve spillere. Fire af dem var også med i 2011: Messi, Pique, Iniesta og Busquets. Alba er hentet ind udefra. Til sidst står Roberto, Rafinha, og Masip, som vist aldrig bliver førsteholdskeeper.

Generelt synes jeg nutiden og Bartomeu/Enrique-konstellationen afviger meget fra det, jeg forbinder med Cruyff/Laporta-filosofien. Fokus er ikke længere på ungdommen. Der er ikke nogen klar spillefilosofi, og vi henter spillere ind som lappeløsninger i stedet for at oplære vores egne. Personligt synes jeg det ville være forfærdeligt, hvis vi hentede en midlertidig erstatning for Vidal. Nej, Roberto har ikke spillet fremragende på det seneste, men han kommer ikke til at spille bedre ved at sidde på bænken heller. Med de seneste års transferageren kan jeg dog være bange for, at vi i panik henter en spiller lignende Douglas. Ja… Omvendt kan jeg dog heller ikke se nogen spillere på La Masia, der lige nu har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet. Jovist kan Carles Aleñà måske, men han er i tæt konkurrence på midtbanen. Kvaliteten er desværre ikke den samme som tidligere års årgange. Dette skal dog ikke hindre talentudviklingen fremtidigt. Men hvilken vej FC Barcelona skal gå, er for mange et stort spørgsmål, men personligt er jeg ikke i tvivl. Jeg vil have mere La Masia. Jeg vil tilbage til rødderne. For mig er løsningen på manglende succes ikke, at man køber dyre verdensstjerner. Løsningen skal findes i en langsigtet plan, hvor spillerne får tid til at vise deres værd. Hvor man satser på ungdommen og et af verdens bedste talentakademier, og hvor FC Barcelona-DNA’et og filosofien er i højsædet.