Blog: Verdens bedste talentakademi står for fald

I 00’erne og starten af dette årti var verden ikke i tvivl. La Masia var verdens bedste talentakademi. I dag sår jeg desværre mere tvivl om den påstand.

FC Barcelona har igennem årtier været kendt som et hold, der byggede på et hold, som overvejende bestod af egenavlede spillere fra det legendariske talentakademi La Masia. Man var en magtfaktor i europæisk fodbold, vandt utallige trofæer, udenlandske som nationale, og yderligere var man måske det eneste hold i verden, der kunne gøre det med så stor en margin af egne spillere. Dette synes ikke længere tilfældet, og det bekymrer mig. Er det mangel på talentmasse, mangel på tålmodighed fra bestyrelsens side, eller er udviklingen i moderne topfodbold simpelthen bare gledet væk fra spillere af egen avl? En ting er i hvert fald sikkert. FC Barcelona består i dag overvejende af spillere, man har købt for mange millioner kroner, og ikke spillere man selv har udviklet.

Da jeg forelskede mig i FC Barcelona, forelskede jeg mig i en kompromisløs spillestil og filosofi, samt et klub-DNA ingen andre klubber kunne matche. Man foretog ingen forhastede beslutninger og gav spillere mulighed for at bevise deres værd over længere tid. Der var en bestyrelse der i samarbejde med trænerstaben havde en langsigtet plan for Champions League-titlen, og hvor de unge spillere skulle have chancen. Dengang var klubben ledet af daværende præsident Joan Laporta, samt Johan Cruyff og senere hen Pep Guardiola. Cruyff er ifølge mange mennesker manden bag La Masia. Det var ham der i 80’erne efterspurgte et ungdomsakademi i Barcelona, lignende det han kendte fra Ajax tiden. Den daværende præsident Josep Núñez kunne lide idéen og derfra gik det stærkt. Cruyff fik som træner lynhurtigt implementeret en spillestil som fodboldverdenen endnu ikke havde set. Bolden skulle hele tiden være på Barcelonas fødder, der skulle spilles i trekanter, og vigtigst af alt, angreb skulle være det bedste forsvar. Yderligere var det for Cruyff vigtigt, at det ikke kun var førsteholdet, der kom fokus på. Spillestilen skulle implementeres i samtlige årgange i klubbens akademi, og en rød tråd skulle være gennemgående hele vejen op igennem holdene. Cruyff havde, og har stadig i dag enorm betydning for den spillestil som man forbinder med ”tiki taka”. Så sent som i går var Xavi ude og kommentere på Cruyff, og den taktik der blev lagt under ham:

”Jeg tror Cruyff er den mest indflydelsesrige person i nyere fodboldhistorie. Jeg tror vi (FC Barcelona, red.) har en fordel i forhold til andre klubber på grund af La Masia og det DNA Cruyff skabte”.

Taktikken bar lynhurtigt frugt og bare få år efter var ”Dream Team” etableret med flere nævneværdige navne fra La Masia som Pep Guardiola, José Mari Bakero og Txiki Begiristain. FC Barcelona blev betragtet som en af verdens bedste fodboldklubber med en klar taktik og filosofi. En taktik som Pep Guardiola senere udtalte følgende om: ”Cruyff byggede en katedral, vores job er at renovere og bevare den”.
Det var en taktik, der var succesrig og kulminerede en lun aften den 28. maj 2011 på Wembley Stadium i Champions League-finalen. Her bliver Manchester United besejret med 3-1, hvorefter Eric Abidal fik lov til at løfte ”pokalen med de store øre” af Carles Puyol, som ellers var anfører på det tidspunkt. Den aften stillede FC Barcelona med en start-ellever bestående af hele syv La Masia-spillere: Valdés, Piqué, Busquets, Xavi, Iniesta, Messi og Pedro. Yderligere sad fire på bænken: Oier, Puyol, Thiago og Bojan. Dette var kulminationen på flere års tro, håb og tålmodighed med spillere som var opfostret med FC Barcelona-DNA’et helt inde under huden. Man snakkede om ”Den gyldne årgang 87” bestående af Messi, Pedro, Pique, og Fabregas, der på det tidspunkt spillede i Arsenal.

”Den gyldne årgang 87” er i sig selv ikke nogen enkeltstående begivenhed. I klubben har der været tale om flere årgange med noget specielt over sig. Generationen efter ”Den gyldne årgang 87” blev kaldt ”Vidunderne fra 1991”. Her var der tale om Montoya, Bartra, Planas, Romeu, Riverola, Thiago, Cuenca, Tello og Gai. En historie der for mig handler om ni spillere, der i større eller mindre grad aldrig fik chancen for at slå igennem. Efter triumfen i 2011 skulle der ske et mindre generationsskifte. Abidal var begyndt at blive ramt af sin alder, og den samme historie kan siges om Xavi, Puyol og til dels Seyduo Keita, der dog aldrig fik den store succes i blaugrana-trøjen. Afløserne stod som sagt klar i kulissen. Carles Planas blev set som en naturlig arvtager for Abidal, Bartra skulle erstatte Puyol, David Villa var heller ikke ung længere, her kiggede man på Tello og Cuenca som konkurrenter til pladsen. Og sidst men ikke midst var der enorme forventninger til evighedstalentet Thiago, der skulle afløse Xavi.

Historien blev dog en langt anden end håbet. Thiago fik 68 kampe, Tello 59, Cuenca får kun 16, mens Carles Planas, der var kaptajn igennem alle sine ungdomsår på La Masia, aldrig opnåede en officiel debut for førsteholdet. Thiago mistede håbet for at slå igennem i Barca og smuttede derfor. Tello var en blandet fornøjelse, og skiftede efter et udlån til FC Porto. Cuenca var historien om en spiller, der var på flere udlån, og senere hen ikke fik sin kontrakt forlænget. Planas sluttede sit ophold i FC Barcelona, da han blev fristillet i 2014.

Om det var manglende succes i implementeringsfasen er ikke til at sige, men fra 2012 til 2014 vandt FC Barcelona seks trofæer. I stedet for de fire La Masia-talenter, forsøgte man sig med at hente spillere udefra. Alba blev hentet ind på venstre backen, Fabregas blev hentet tilbage for dyre domme i Arsenal og Alexis Sanchés blev hentet som Serie A-topscorer. Alba står her stadig i dag, Fabregas blev aldrig indforstået med rotationsprincippet og Sanchés blev solgt lige idet han ellers begyndte at indfinde sig med spillestilen.

I tiden efter alt dette er der sket mange ting. Spillere og trænere er røget ind og ud, mens succesen er vedblevet. FC Barcelona er hverken blevet mere dominerende de seneste 4-5 år, eller mindre for den sags skyld. Det der for mig har ændret sig er, at jeg i dag ikke er sikker på, hvad planen er for La Masia. I dag er der otte spillere fra La Masia i førsteholdstruppen, der består af toogtyve spillere. Fire af dem var også med i 2011: Messi, Pique, Iniesta og Busquets. Alba er hentet ind udefra. Til sidst står Roberto, Rafinha, og Masip, som vist aldrig bliver førsteholdskeeper.

Generelt synes jeg nutiden og Bartomeu/Enrique-konstellationen afviger meget fra det, jeg forbinder med Cruyff/Laporta-filosofien. Fokus er ikke længere på ungdommen. Der er ikke nogen klar spillefilosofi, og vi henter spillere ind som lappeløsninger i stedet for at oplære vores egne. Personligt synes jeg det ville være forfærdeligt, hvis vi hentede en midlertidig erstatning for Vidal. Nej, Roberto har ikke spillet fremragende på det seneste, men han kommer ikke til at spille bedre ved at sidde på bænken heller. Med de seneste års transferageren kan jeg dog være bange for, at vi i panik henter en spiller lignende Douglas. Ja… Omvendt kan jeg dog heller ikke se nogen spillere på La Masia, der lige nu har niveauet til at kunne gøre sig gældende på førsteholdet. Jovist kan Carles Aleñà måske, men han er i tæt konkurrence på midtbanen. Kvaliteten er desværre ikke den samme som tidligere års årgange. Dette skal dog ikke hindre talentudviklingen fremtidigt. Men hvilken vej FC Barcelona skal gå, er for mange et stort spørgsmål, men personligt er jeg ikke i tvivl. Jeg vil have mere La Masia. Jeg vil tilbage til rødderne. For mig er løsningen på manglende succes ikke, at man køber dyre verdensstjerner. Løsningen skal findes i en langsigtet plan, hvor spillerne får tid til at vise deres værd. Hvor man satser på ungdommen og et af verdens bedste talentakademier, og hvor FC Barcelona-DNA’et og filosofien er i højsædet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *