Fanfortælling: Onsdag den 8. marts 2017 – Remontada

Den sidste fanfortælling for denne gang er nummer to fra Anders Ravn. Denne gang var han vidne til det vildeste comeback i ikke bare Barcas historie med mere i fodboldens historie.

Sådan starter min 21. tur på Camp Nou. Turen over alle ture. Den endegyldige tur. Den ultimative REMONTADA.

Ni mand var vi draget afsted, ned på de faste pladser, som jeg har gennem en lokal Penya. Vi landede ved middagstid på kampdagen, og kørte direkte ind til vores faste beværtning, en lille hemmelig champagne/cava bar i det gotiske kvarter. Hele vejen derned havde vi talt om, at dette måske blev en historisk aften, en aften, der ville slå 5-0 kampen mod Madrid, som flere af os havde bevidnet dernede.

Stemningen på vej ud mod stadion er ret god, det er altså som om, der ligger noget magisk og ulmer i baggrunden. Og som altid er vi sent på den. Så da Suárez scorer til 1-0 i det andet minut, er jeg dårligt nået at komme indenfor. Hold da op, er det umulige virkelig muligt?! Første halvleg skrider længere frem, og stemningen er forbavsende høj i forhold til hvor rolig og halvtamt, det nogle gange kan være på Campen.

40′ minut. Et mærkeligt selvmål bringer os på 2-0, og så lige inden pausen. I pausen er der summen og liv, alle Culés tror pludselig på miraklet. Fem minutter inde i anden halvleg får Messi scoret på straffe. Nu er vi der. Kom så! Én mere! Men så. Blot 12 minutter efter, slukkes alt lys… Cavani scorer et fremragende mål, og håbet smutter langsomt mod Ramblaen.

I de næste 25 minutter har vi bolden meget, men det er PSG der er farlige. Flere kontrachancer til dem kan slukke håbet helt, men held, dygtighed og lidt dommerhjælp går vores vej.

87:22 – uden for feltet i venstre side får vi frispark. Neymar tager bolden – og ansvaret. Netop Neymar har været vores klart bedste spiller denne aften. Farten, boldens linje og højden er perfekt. 4-1 på et drømmefrisparksmål. Der er kun TO minutter tilbage + tillæg: Det er umuligt det her!

I det 90’minut får vi straffet alle taler om! Neymar tager igen ansvaret, hvilket jeg på ingen måde følte mig rolig ved. Efter 16 bittesmå skridt mod bolden sætter han den sikkert i maskerne – brølet er enormt. Fem minutters tillægstid.

91:36: en bold kommer dybt ind i feltet, hvor Pique stiger til vejrs. Meeen nej. Forbandet! Var det chancen der blev forspildt? Skal den forfærdelige nedsmeltning i Paris, virkelig betyde at en 5-1 sejr ikke er nok?

93:20 Messi bliver slagtet af Verrati, ikke langt fra hvor Neymar allerede har sat 4-1 målet ind. Er det nu? Messi tager frisparket. Ter Stegen er trukket med op for at skabet ravage. Indlægget er ikke skarpt nok fra Messis side, bolden ryger op mod midtercirklen hvor Turan er tæt på at smide den væk. Ter Stegen redder den som bagerste mand, i en tackling ved midtercirklen og får et frispark efterfølgende.

94:20 – Neymar sparker den ind i forreste del af feltet, men den cleares og ryger tilbage til Neymar. En Hvid spiller stormer ud og vil takle, men Neymar trækker frækt bolden mod venstre.

94:37 – chippet bliver slået med den perfekte fart, løft og præcision.

94:40 – Sergio Roberto bliver slået til Helgen! Jeg kommer aldrig til at glemme eksplosionen, larmen, glæden, gråden, forløsningen og følelsen i de efterfølgende sekunder, minutter og timer! Hele stadion (pånær øverste venstre hjørne) er i ekstase.

Den dag i dag kan jeg få tårer i øjnene ved tanken. Aldrig har man oplevet så vanvittigt comeback. Da fløjten lyder, er vi stadig ikke tilbage på vores sædderne. Vi krammer stadig alle omkring os, og bemærker slet ikke at kampen er sat i gang efter et helt minuts fejring af spillerne. De næste mange mange minutter, bliver folk og fejre sejren på stadion. Normalvis er der hurtigt tømt, men denne aften vil folk blive lidt i denne magiske tidslomme. Det er som om ingen vil slippe nuet, historien og magien.

Hvordan fejrer man sådan en sejr? For vores vedkommende blev de medbragte champagner hurtigt delt på hotellet, hvorefter det gik mod Placa Catalunya og efterfølgende sluttet på Club Opium (Kluiverts bar). Den var ca. 07:00 før hovedet ramte hovedpuden til et par timers søvn.

BLOG: Efter historisk El Clásico – Real Madrid er presset

Armene er stadig svære at få ned, og pulsen er stadig høj, når tankerne falder på det historiske El Clásico.

Med historiens bedste fodboldspiller i spidsen vandt FC Barcelona en uforglemmelig kamp, der har sat madrilenerne under et enormt pres.

Ja, ganske vist har hovedstadsklubben stadig alt i egne hænder, til trods for et nederlag i egen hule, og de kan stadig sikre sig en fantastisk sæson, med både La Liga-titlen og en sejr i Europas fineste turnering, UEFA Champions League.

– Men der er lang vej!

Efter FC Barcelonas sejr, i hvad der måske må betegnes som det mest spændende og intense El Clásico i nyere tid, hviler det største pres nu på Real Madrid. FC Barcelona kan spille frit med tanke på at have alt at vinde, mens Los Blancos fra Madrid må have tankerne begravet i, at de har alt at tabe. Fra nu af vil hver kamp være en finale for Real Madrid, ligesom sidste sæson hvor Barcelona satte mesterskabet i unødvendig fare grundet den katastrofale måned, der også kostede et Champions League-exit. En enkelt off-day hos madrilenerne kan sende mesterskabet til Catalonien, hvilket vil være en enorm skuffelse for kongeklubben, der kun har hentet et enkelt mesterskab, de seneste 8 år.

Netop den sult og hungren, der er efter et mesterskab i Madrid, kan have afgørende betydning for, hvor mesterskabet ender. For mig at se, er der to scenarier; Det ene er, at Real Madrid benytter sulten efter et mesterskab på den positive måde, og kører mesterskabet hjem i sikker stil. Det andet scenarie er, at et velkendt fænomen kan opstå – nemlig gummiben. Det fleste Madrid-fans havde nemlig uden tvivl håbet, at de i søndags nærmest definitivt og symbolsk kunne have fejret et næsten afgjort mesterskab over FC Barcelona på hjemmebane. Det skete ikke, og det var uden tvivl en kold spand vand lige i hovedet på spillerne, fansene og det generelle Madrid. Det har lagt pres på klubben, der ikke har råd til flere fejltagelser, men spørgsmålet er om det enorme forventningspres, der er fra fansene, pressen og resten af fodboldverdenen, bliver for meget for Real Madrid.

Derudover er det også vigtigt at huske på, at Los Blancos har Champions League at forholde sig til. Her venter dem først og fremmest to svære kampe mod lokalrivalerne fra Atlético Madrid. Det har uden tvivl sin betydning, at madrilenerne ikke kan holde fokus på La Liga, på samme måde som Barcelona kan. Det er bestemt ikke en ting, der falder til Reals fordel, når det spanske mesterskab skal afgøres.

Selvfølgelig er der ingen grund til at snakke om et presset Real Madrid-mandskab, hvis Barcelona ikke selv kan formå at vinde deres resterende liga-kampe, men søndagens El Clásico-sejr må have sat sine positive spor.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at Real Madrid har sat sig selv i en presset situation, hvor der nu ikke er langt fra stor succes, til ubærlig fiasko. Om de kan overvinde forventningerne og det store pres for omgivelserne, må tiden vise.

To ud af tre trofæer i hvert fald igen inden for rækkevidde i Catalonien.

Det resterende kampprogram for begge klubber:

FC Barcelona:

FC Barcelona – Osasuna
Espanyol – FC Barcelona
FC Barcelona – Villarreal
Las Palmas – FC Barcelona
FC Barcelona – Eibar

Real Madrid CF:

Deportivo – Real Madrid
Real Madrid – Valencia
Granada – Real Madrid
Real Madrid – Sevilla
Málaga – Real Madrid
Celta – Real Madrid

 

BLOG: Lucho, hvordan vil du huskes? Eftermælet er på spil

En træners periode i en klub, er som en bog – Er slutningen ikke god, kan det ødelægge hele værket.

“I aften har Luis Enrique muligheden for at sikre sit positive eftermæle og sætte et positivt sidste punktum for hans tid i FC Barcelona„

Selvom der venter en pokalfinale, må aftenens El Clásico betegnes som den sidste store kamp for Lucho. Finalen må betragtes, som en obligatorisk sejr, hvor alt andet vil være en ubærlig fiasko. Aftenens kamp har på flere parametre enorm betydning. Først og fremmest vil et El Clásico altid være noget helt specielt – både for spillerne, for fansene og alle der elsker fodbold. Derudover vil dette El Clásico også være præget af, at opgøret kan afgøre mesterskabet (ikke teoretisk). Vinder Madrid-klubben, er det nærmest utænkeligt at ligatrofæet ikke skulle ende i hovedstaden. Vinder Barcelona, ja, så er mesterskabet igen åbnet op, og to ud af tre trofæer vil derfor igen være inden for rækkevidde. Derfor vil denne kamp, fra Luchos synsvinkel, have afgørende betydning for, hvordan vi vil huske ham. Hans eftermæle er i den grad på spil, og før denne kamp kan det både blive fugl eller fisk.

Det er ren fakta, at Lucho har været en særdeles succesfuld træner, der har hevet utallige titler hjem til Barcelona, specielt i hans første år i klubben. MEN man vil aldrig huske en bog for en fantastisk indledning, hvis slutningen har været katastrofal. Det er det sidste kapitel vi vil huske, og kapitlet har altafgørende betydning for bogens eftermæle – ligesom Luchos karriere i FC Barcelona.

Luchos sidste sæson – hans sidste kapitel i klubben har nemlig ikke været en dans på roser. Han er blevet haglet ned for sine taktiske evner, som han ellers fik ros for i sin første sæson, da han skabte et alternativ til den fastlåste “tika taka”. I denne sæson er den taktiske udvikling gået totalt i stå, og Lucho er gang på gang blevet reddet af truppens individuelle kvaliteter – og her tales der i stor grad om verdens bedste angrebstrio med Lionel Messi i spidsen. Det er på mange måder gået galt i denne sæson, og det har været til at se og føle i flere kampe, som har budt på forfærdelige nederlag. Specielt i Champions League fik man ørerne i maskinen både i Paris og Torino.

Netop derfor er aftenens kamp altafgørende for Luis Enriques tid i FC Barcelona. Han skal vinde verdens største fodboldkamp, han skal åbne mesterskabskampen op igen og han skal få os til at glemme sæsonens fiaskoer og den smerte, som vi befinder os i. Gør han det, så sikrer han sig det eftermæle, som han fortjener.

JEG ønsker at huske ham for The Treble i første sæson, fem ud af seks trofæer i hans første år, klubbens rekord-stime uden nederlag, 4-0 sejren på Bernabéu, for at være træneren bag MSN (som alle sagde ikke kunne spille sammen) og det historiske comeback mod PSG.

I fodboldverdenen glemmer man hurtigt, men ingen kan tage Luchos succes fra ham.

I aften venter verdens største fodbold kamp. I aften venter Luis Enriques sidste prøve. I aften skal der sættes det sidste punktum i en bog, der fortjener at blive hyldet – selvom afslutningen ikke har fået præcis den ende, som vi ønskede.

Visca Barça! Visca Lucho!